To eksplosioner i den uroplagede provins Baluchistan i det sydvestlige Pakistan har kostet 26 personer livet onsdag.

Det oplyser de pakistanske myndigheder.

Eksplosionerne fandt sted tæt på to politiske kandidaters kontorer, dagen inden pakistanerne går til parlamentsvalg.

De seneste måneder har Baluchistan og Pakistan i øvrigt været ramt af flere angreb. Blandt andet Pakistansk Taliban har udført angreb.

Gruppen har senest taget skylden for et angreb, som mandag kostede ti personer livet ved en politistation i den nordvestlige del af landet.

Det er foreløbig uklart, hvem der står bag onsdagens hændelser.

Det første angreb fandt sted i Pishin-distriktet uden for en uafhængig politisk kandidats kontor. Her blev 14 personer dræbt. Ifølge det lokale hospital blev flere end 20 såret.

Den anden eksplosion blev udløst i byen Qilla Saifullah tæt på grænsen til Afghanistan af en sprængladning på en parkeret motorcykel.

Her omkom 12 personer tæt på det religiøse parti Jaimat Ulema Islams partikontor. Derudover kom 25 personer til skade.

Ifølge Baluchistans informationsministerium har det pågældende parti flere gange tidligere været mål for angreb udført af militante grupper.

Baluchistan ligger i grænseregionen mellem Pakistan, Iran og Afghanistan.

Pakistan har ikke haft et fungerende parlament, siden parlamentet blev opløst i august 2023. Det skulle bane vejen for et parlamentsvalg.

Landets tidligere premierminister Imran Khan, som for nylig er blevet idømt flere lange fængselsstraffe, har opfordret sine støtter til at stemme ved det forestående valg.

Men med onsdagens sprængninger er der opstået tvivl om, hvorvidt det er sikkert at møde op på stemmestederne.

Imran Khan vandt det seneste parlamentsvalg og var premierminister fra 2018 til 2022, indtil han tabte en tillidsafstemning i parlamentet.

Han afsoner nu domme for blandt andet ulovligt videresalg af gaver og for at have lækket statshemmeligheder.

/ritzau/Reuters