En eksplosion på en kemisk fabrik i den østlige kinesiske provins Shandong har tirsdag middag dræbt mindst fem personer og såret 19.
Seks personer er meldt savnet, og det samlede antal sårede er derfor stadig ukendt.
Det skriver Reuters på baggrund af en melding fra det kinesiske statskontrollerede nyhedsbureau, Xinhua.
På videoer, der hurtigt spredtes på sociale medier, kan man se selve eksplosionen og de efterfølgende store, sorte røgskyer, der filmes flere kilometer fra fabrikken.
Rystelserne fra eksplosionen skulle ifølge nyhedsbureauet AP have været så kraftige, at ruderne i en lagerbygning mere end tre kilometer væk blev baldret.
Virksomheden bag den eksploderede kemifabrik udvikler, producerer og sælger kemiske komponenter til brug i pesticider og lægemidler, og det vides derfor ikke, hvordan de omkringliggende omgivelser har taget skade.
I området ligger også andre produktionsvirksomheder, der blandt andet producerer tekstiler og industrielle belægningsmaterialer, og beboere i området rådes derfor til at bære masker, imens der indhentes prøver.
I 2015 blev over 170 mennesker dræbt og 700 sårede, da et lager med brandfarlige kemikalier forårsagede to massive eksplosioner i havnebyen Tianjin i det nordlige Kina.
Det fik efterfølgende den kinesiske regering til at stramme op på lovgivning omkring opbevaring af kemiske produkter. Senest eksploderede en fabrik i den nordvestlige region Ningxia i 2024.
Det vides endnu ikke, hvad der har forårsaget den store eksplosion i Shandong-regionen, men ifølge det kinesiske statsmedie CCTV skal flere end 230 redningsarbejdere være sendt til stedet.