Opdateret

Eksplosion på fyrværkerifabrik dræber mindst 18 i Thailand

Omkring 120 kilometer nord for Bangkok er mindst 18 døde i eksplosion på fyrværkerifabrik.

Sort røg og omfattende ødelæggelser efter eksplosion på fyrværkerifabrik. Handout/Ritzau Scanpix

Mindst 18 mennesker er onsdag blevet dræbt i en eksplosion på en fyrværkerifabrik i det centrale Thailand.

Det oplyser en redningsarbejder ifølge nyhedsbureauet AFP.

- 18 er fundet døde, siger redningsarbejderen.

Eksplosionen er sket omkring 120 kilometer nord for Bangkok i Suphan Buri-provinsen.

Billeder fra stedet viser sort røg, som stiger i vejret, flammer og omfattende ødelæggelser.

Politiet oplyser, at det stadig er ved at fastlægge det endelige dødstal.

- Der er døde. Vi tjekker, hvor mange døde der er, siger Theerapoj Rawangban fra thailandsk politi til AFP.

- Vi har ikke fundet yderligere skader på andre huse eller folk, som bor tæt på.

Det står ikke umiddelbart klart, hvad der har forårsaget eksplosionen.

Guvernør Nattapat Suwanprateep siger, at embedsmænd er ved at foretage nærmere undersøgelser af stedet.

- De har ikke fundet nogen overlevende, siger guvernøren til Reuters.

Premierminister Srettha Thavisin befinder sig til Verdens Økonomiske Forum (WEF) i Davos og er blevet briefet om eksplosionen.

Thavisin opfordrer til en hurtig undersøgelse.

- Premierministeren kræver en inspektion af fabrikken for at se, om den blev drevet på lovlig vis, og om eksplosionen skyldtes uagtsomhed, lyder det i en udtalelse fra premierministerkontoret.

- Loven skal håndhæves, for der er uskyldige døde og sårede.

Der er også tidligere set eksempler på fyrværkeriulykker i Thailand.

Sidste år døde mindst ti mennesker, og over 100 blev kvæstet, da et fyrværkerilager i den sydligt beliggende Narathiwat-provins eksploderede.

/ritzau/