En eksplosion har ramt atomanlægget i Marcoule i det sydlige Frankrig. Der er risiko for radioaktivt udslip, skriver AFP.
Eksplosionen fandt sted klokken 11.45 nær byen Nimes i den franske Rhonedal. Området huser flere andre atomkraftværker.
En talsmand for den franske atomenergikommission (CEA) siger til avisen Le Figaro, at der lige nu ikke er noget radioaktivt udslip uden for anlægget. Samme melding kommer fra fransk politi.
Èn dræbt - fire såret
På grund af faren for lækage, er der dog oprettet en sikkerhedszone rundt om det beskadigede atomanlæg.
Franske medier melder om én død og fire sårede. Det var angiveligt en brand i et lagringsanlæg for radioaktivt affald, der udløste eksplosionen. Ifølge EDF, som driver anlægget, er ilden nu under kontrol.
Taget ud af brug i 80'erne
Der har været atomkraftværk på stedet siden 1956, men den sidste af værkets tre hovedreaktorer blev taget ud af drift i 1986. En fjerde reaktor af en mindre, eksperimental type, blev lukket i 2010. I dag behandles der primært atomaffald fra eksempelvis atomvåben på Marcoule-anlægget.
Mens reaktorerne endnu var i drift benyttede de det farlige blandingsbrændsel MOX, som består af både plutonium og naturligt uran. Japans ødelagte atomkraftværk, Fukushima 1, benyttede ligeledes MOX-brændsel i én af sine reaktorer.