Vil Donald Trump benytte sin sidste tid med præsidentmagt til at benåde sine venner – og måske ligefrem sig selv?
Det spørgsmål optager mange eksperter i USA efter den republikanske præsidents valgnederlag.
For anklager om især magtmisbrug og skattefusk fra hans side kan true i horisonten, når Trump ikke længere styrer USA fra Det Hvide Hus.
Og i lighed med mange andre afgående præsidenter ventes det, at også Donald Trump vil benytte sine særlige beføjelser til at benåde for føderale lovovertrædelser som præsident.
Det gav eksempelvis advokaten Andrew Weissmann, der var med til at efterforske mod præsidenten i den såkaldte Ruslands-undersøgelse, udtryk for i et interview med radiostationen NPR i oktober 2020.
»Hvis præsidenten ikke bliver genvalgt, har jeg en stærk mistanke om, at han vil benåde mange flere folk med forbindelse til Trump-organisationen, hans familie, folk, der arbejder der, og endda sig selv.«
I forbindelse med Ruslands-undersøgelsen benyttede Trump sin præsidentmagt til at sløjfe afsoningen af 40 måneders fængsel for sin ven og tidligere rådgiver Roger Stone, der var blevet dømt for at lyve over for Kongressen i USA og obstruere undersøgelsen af russisk indblanding i præsidentvalget i USA i 2016.
Donald Trump har også tidligere hævdet, at han som præsident var bemyndiget til på lignende måde at kunne benåde sig selv. Det er der dog delte meninger om blandt eksperter.
Det er endnu aldrig sket, at lederen i Det Hvide Hus har vasket sig selv juridisk ren, og hvis Trump forsøger det, ventes spørgsmålet at kunne ende i den amerikanske højesteret.
Her er som bekendt seks af de ni dommere udnævnt af republikanske præsidenter – senest den konservative Amy Coney Barrett.
Da hun for et par uger siden blev udspurgt af senatorer ved en høring forud for sin udnævnelse, svarede hun undvigende, da hun netop blev spurgt, om præsidenten har en absolut ret til at benåde sig selv.
»Det er et åbent spørgsmål,« svarede Amy Coney Barrett og henviste samtidig til, at der er kutyme for, at nominerede dommere ikke kommenterer politiske debatter.

»Ingen er over loven,« nøjedes hun med at sige.
Der er også blevet fremsat en teori om, at Donald Trump kunne opnå benådning ved at træde tilbage før 20. januar og overlade præsidentposten til sin nuværende vicepræsident Mike Pence, som så kunne kvittere ved at benåde Trump.
Det scenarie opridsede Donald Trumps tidligere advokat Michael Cohen i september i et interview med tv-stationen MSNBC.
»Jeg har mistanke om, at han vil gå af som præsident. Han vil lade Mike Pence overtage og så lade Mike Pence benåde ham,« lød det fra advokaten.
Samme fremgangsmåde benyttede Richard Nixon i 1974, da han som den første amerikanske præsident nogensinde var nødt til at træde af i utide på grund af Watergate-skandalen.
I stedet for en truende rigsretssag blev han benådet af sin efterfølger, Gerald Ford. Ford benåede Nixon for enhver forbrydelse, han måtte have begået mod USA i sin tid som præsident. Derfor blev Nixon aldrig retsforfulgt.