Eksperterne er ikke i tvivl: Trump har skiftet strategi

Det var en langt mere behersket Donald Trump, der natten til fredag mødte Joe Biden i den sidste TV-duel, som bestod af langt færre afbrydelser end den første. Men er det for sent for Trump at indhente stemmer? Det diskuterer de to værter David Trads og Mads Fuglede i denne uges udgave af »Kampagnesporet«.

Præsident Donald Trump og præsidentkandidat Joe Biden mødtes for sidste gang i en TV-duel inden det amerikanske præsidentvalg 3. november. Fold sammen
Læs mere
Foto: Chip Somodevilla/AFP/Ritzau Scanpix

Da Donald Trump og Joe Biden mødte hinanden i den første TV-duel, var det i et kaos af afbrydelser og personlige angreb. Den sidste TV-duel inden det amerikanske præsidentvalg var det komplet modsatte.

For til stor overraskelse var de konstante afbrydelser væk, de to kandidater fik præsenteret deres politiske argumenter, og reglerne blev fulgt.

Og når Biden fik ordet, beherskede Trump sig for det meste til at skrive noter og ryste på hovedet. Noget, der ikke ligefrem kan siges om den første TV-duel, som mest af alt lignede en råbekonkurrence mellem de to præsidentkandidater.

»Den første debat var et lavpunkt i amerikansk demokratisk historie, så den her debat var anderledes sober og var næsten normal,« siger David Trads.

For at undgå at gentage den første valgdebat, havde komissionen for præsidentdebatter i USA indført en muteknap, som ved hvert emne gav de to præsidentkandidater to minutters taltid uden afbrydelser fra modstanderen. Det var med til at gøre debatten langt mere rolig og »næsten normal«, som David Trads siger.

Hør dagens afsnit af »Kampagnesporet« her:

Få afbrydelser

Aftenens moderator for valgdebatten, Kristen Welker, havde også sin del i den noget anderledes debat end den første.

Hun indledte debatten med en reminder til de to kandidater: »Tal én ad gangen, tak, så den amerikanske befolkning kan høre hvert et ord af, hvad I begge siger.«

Det lykkedes det meste af aftenen og fik Trump til at rose hende for hendes måde at håndtere debatten på – og ikke uden grund. For selv om der var få afbrydelser, var det en debat, hvor man rent faktisk kunne høre forskellene på de to præsidentkandidater, da de debatterede sig igennem aftenens seks emner: corona, national sikkerhed, familie og immigration, racerelationer, klimaudfordringer og lederskab.

Hør alle afsnit af »Kampagnesporet« her:

For sent at ændre stemmer

I modsætning til den første valgdebat, hvor Trump blev udnævnt som taberen, fremstod han denne gang stærkere ved rent faktisk at tale politik og overholde debatreglerne. Spørgsmålet er, om det er for sent, at præsidenten ændrer strategi, da meningsmålinger viser, at det kun er fem til syv procent af befolkningen, som endnu ikke har bestemt sig for, hvor de vil sætte deres kryds.

»Selv hvis man har en rimelig god debat, så kan det ikke flytte ret meget. Folk har besluttet sig, før de ser debatten. Så delt er USA,« lyder det fra Mads Fuglede.

Der er allerede tæt på 50 millioner amerikanere, som har afgivet deres stemme til valget, hvilket er rekordhøjt før et valg. Og derfor er det begrænset hvor meget, der kan rykkes på stemmerne.

»Vi bliver ved med at tale om det her valg, som om det starter den 3. november. Valget er i fuld gang. Amerikanerne stemmer hver eneste dag nu,« siger Mads Fuglede.