Eksperter: Trumps udtalelser ændrer spillet for NATO

Donald Trump har skabt internationale rystelser med sine udtalelser om Grønland og Danmark. Uanset om den kommende præsident vil føre truslerne ud i livet eller ej, skal vi forholde os til en anden virkelighed i Europa og i NATO, siger eksperter.

Eksperter siger, at Donald Trump med sine nylige udtalelser om Grønland og trusler mod Danmark »bryder med den regelbaserede verdensorden« og stiller NATO i en vanskelig situation. Handout/AFP/Ritzau Scanpix

Donald Trump 1.0 skabte ofte chokbølger med sine kontroversielle udtalelser.

På tærsklen til, at Trump 2.0 indtager Det Hvide Hus, har han gjort det igen. Det skete, da han tirsdag afviste at udelukke at bruge militær magt for at overtage kontrollen med Grønland og Panamakanalen, ligesom han bebudede, at Canada skal være USAs 51. stat.