Eksperter i skarp kritik af to danske medier: De har lavet rendyrket reklame for kinesisk techgigant

To danske medier har fået penge af det kinesiske telefirma Huawei for at afholde debatter om 5G-teknologi og kritisk infrastruktur i Danmark. Men spørgsmålet om forbindelsen mellem Huawei og den kinesiske regering blev ikke rejst på de to møder. Eksperter kalder det rendyrket reklame for den kinesiske gigant. Redaktør afviser: »Der var plads til alle synspunkter.«

Den offentlige kritik og mistanke mod Huawei går på, at virksomheden har tætte forbindelser til kinesiske myndigheder og efterretningstjenester. Det kan derfor udgøre en trussel for Danmarks sikkerhedspolitiske interesser, hvis Huawei får kontrol over den digitale infrastruktur i landet. Arkivfoto: Asger Ladefoged

Et af landets førende netmedier, det politiske magasin Altinget, er blevet betalt af den kinesiske techgigant Huawei for at afholde en debat om 5G og kritisk infrastruktur. Huawei har betalt Altinget et ukendt beløb for at arrangere en debat mellem danske IT-eksperter og forsvarsordførere fra en række partier. Arrangementet blev sluttet af med et interview, hvor en redaktør fra Altinget interviewede Huaweis nordiske direktør.

Dagen forinden afviklede IT-mediet Computerworld et virtuelt arrangement om 5G med tre danske eksperter, som også var sponsoreret af Huawei. Herudover har Huawei betalt tidligere Radio24syv-journalist René Fredensborg for at lave en podcastserie om Huawei.