Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Hvad er det første, du tænker på, når du hører ordene »den amerikanske valgkamp 2016«? Donald Trump?
Så er du med garanti langt fra den eneste, for den republikanske præsidentkandidat har gang på gang formået at bringe sig selv i centrum i valgkampen - og oftere med rabiate ytringer end deciderede politiske budskaber.
Samtidig er Hillary Clinton tilsyneladende fuldstændigt druknet i al omtalen af Trump de seneste uger. Og spørger man to danske USA-eksperter, er det faktisk et ganske fornuftigt træk af den demokratiske præsidentkandidat.
»Så længe hendes modkandidat får så meget negativ presse, kan hun ikke være andet end glad. Så skal hun bare sidde stille for at vinde valget,« siger professor i statskundskab ved Københavns Universitet Peter Kurrild-Klitgaard, der har særlig interesse for amerikansk politik.
Trump er som »et biluheld«
For at give en fornemmelse af, hvor forskellige omtalen er af de to kandidater, så er den seneste historie, der har fået Hillary Clinton i pressen fortællingen om, hvordan en flok dyreaktivister afbrød hendes tale i Nevada i går.
Irriterende, men i den grad småting - både i omfang og omtale - sammenlignet med historierne om Trump, der alene den seneste uge er blevet beskyldt for at lyve, i hemmelighed at diskutere brugen af atomvåben med en sikkerhedsrådgiver, og også lige fik svinet familien til en afdød krigsveteran til.
Og i de eksempler ligger netop det centrale i, hvorfor Hillary Clinton kan tillade sig - og ligefrem gavner af - bare at lade Trump fylde i medierne.
For Trump er som »et biluheld«: Det, man ser, er så »vanvittigt«, at man ikke kan lade være med at kigge, fortæller professor i amerikansk politik ved Aarhus Universitet Derek Beach.
Ingen rockstar-status
»Trumps opmærksomhed bliver aldrig en ulempe for Clinton, når det er på den her måde. Havde han haft en nærmest rockstar-status - ligesom Obama da han blev valgt - havde det været en ulempe. Men det er ikke på grund af Trumps status, han er i medierne. Det er fordi, han opfører sig som en 5-årig, når nogen kritiserer ham,« siger Derek Beach.
Samme vurdering har Peter Kurrild-Klitgaard:
»Hvis al omtalen kom, fordi Trump rullede det ene politiske forslag ud efter det andet, eller fordi han gik kraftigt til angreb på Clinton på måder, hvor det gør ondt, så ville det være farligt ikke at være i medierne selv og spille en aktiv rolle. Men når det er omtale, der er ved at få ham til at begå politiske harakiri i slowmotion, så er det bare at afvente,« siger professoren.
Hillary drikker sjusser og vinder
Skeler man til meningsmålingerne ser det da også ud som om, den taktik virker. De seneste uger er Clinton således begyndt at trække fra og har langsomt udbygget forspringet til Trump.
»Hillarys dilemma er nu, hvor meget hun egentlig skal provokere ham. For hver gang han bliver provokeret, kommer han med vredesudbrud og siger vanvittige ting,« siger Derek Beach.
Begge USA-forskere er enige om, at Clinton-fløjen selvfølgelig ikke sidder på hænderne, når det gælder om at få Trump til at fremstå dårligt i offentligheden.
»Jeg tror bestemt, at Hillary Clinton og demokraterne puster til ilden. Og ellers tror jeg grundlæggende, deres strategi i denne og næste uge er, at længe sig tilbage i stolen, bede om en sjus mere og så bare sidde og se på,« siger Peter Kurrild-Klitgaard.