Ekspert: Terrortrussel mod briterne er den højeste i årtier

Ikke siden irske IRA planlagde bombeangreb i 1970'erne har terrortruslen mod Storbritannien været så høj.

I takt med, at Islamisk Stat er tvunget på flugt flere steder i Syrien og Irak, er der fare for, at gruppen i stedet vil angribe i blandt andet vestlige lande. Her er det irakiske styrker, der rykker nærmere på Mosul, som er Islamisk Stats højborg i Irak. Reuters/Goran Tomasevic Fold sammen
Læs mere

London. Storbritannien står over for den højeste terrortrussel siden 1970'erne, hvor den irske undergrundsbevægelse IRA planlagde og gennemførte en række bombeangreb i landet.

Den advarsel kommer fra Max Hill, en uafhængig jurist og terrorekspert, som den britiske regering har hyret til at gennemgå landets terrorlovgivning.

Truslen om angreb inspireret af den militante gruppe Islamisk Stat udgør "en enorm fortsat risiko, som ingen af os kan ignorere", siger Max Hill i et interview med Sunday Telegraph.

Han understreger, at IRA og Islamisk Stat på mange måder ikke kan sammenlignes.

Men når det gælder den trussel, de to grupper udgør, er den fortsat alvorlig, understreger Max Hill.

Planlægningen af angreb "bliver til vilkårlige angreb mod uskyldige civile af hvilken som helst race og farve i byområder", siger terroreksperten.

- Så jeg mener, at der utvivlsomt er en betydelig fortsat risiko, som er mindst lige så stor som truslen mod London i 1970'erne, da IRA var aktive.

I takt med at Islamisk Stat er blevet tvunget ud af nogle af de områder, de havde erobret i Syrien og Irak, har gruppen gennemført angreb andre steder.

Den har desuden opfordret sine tilhængere til at foretage angreb i vestlige lande.

Storbritannien har i de seneste to år bevaret sit antiterrorberedskab på næsthøjeste niveau. Det indikerer, at et angreb er temmelig sandsynligt.

Britiske sikkerhedskilder og eksperter har flere gange tidligere advaret om, at militante fra Islamisk Stat vil gennemføre terrorangreb i Storbritannien.

/ritzau/dpa