Ekspert: Putin kan ikke gøre noget i Syrien

Hvad vil Putin militært i Syrien? Ingenting, for han har ikke mere militær at give af – ikke nok til at gøre en forskel, siger vestlig militærekspert. Det handler derimod om de vestlige sanktioner.

Russerene har ikke længere en seriøs forsvarskapacitet uden for deres eget område, lyder det fra professor ved New York University Mark Galeotti, som mener, at Putins har et helt andet formål med sin »potemkin-manøvre« i Syrien. Fold sammen
Læs mere
Foto: MIKHAIL KLIMENTYEV/AFP

Ruslands præsident, Vladimir Putin, kommer for første gang i ti år til FNs generalforsamling i New York og skal bl.a. tale med den amerikanske præsident, Barack Obama, om Syrien. Samtidig er hans styrker i gang med en meget offentlig optrapning i Syrien. Hvad har den russiske leder gang i?

Svaret er en massiv potemkin-manøvre, ifølge Mark Galeotti, der er professor på New York University og en af de fremmeste vestlige eksperter i russisk sikkerhedspolitik. I et e-mail-interview med Berlingske forklarer han, hvad Putins plan i virkeligheden går ud på. Russiske styrker og udstyr er allerede landet i Syrien, flere og mere skulle være på vej, og de mest bekymrede taler om, at russerne vil tilkæmpe sig en mellemøstlig satellitstat i Syrien.

Men præsident Putin vil ikke noget som helst i Syrien, siger Galeotti, for Putin har allerede nok at gøre andre steder, og han har ikke ressourcerne. Han har en stor hær, men den kan ikke bruges til meget, og hans ekspeditionsstyrker – kommandosoldater, faldskærmssoldater og marineinfanterister – er allerede »spændt til bristepunktet«. De er sat ind i Donbas i det østlige Ukraine, i Transnistrien, Abkhasien, Sydossetien, i det nordlige Kaukasus og på Krim.

»Hvis ekspeditionsstyrkerne de pågældende steder også skal have offensiv kapacitet, har præsident Putin simpelthen ikke nok styrker til at gøre en forskel i Syrien,« mener Galeotti.

En million mand under våben

Den eneste mulighed vil være at indsætte den regulære russiske hær, som har tæt på en million mand under våben. Men for det første er værnepligtsstyrkerne simpelt udrustede og uddannede, og det er usikkert, hvordan de vil klare sig i kamp. For det andet vil sådan en beslutning »have en katastrofal indenrigspolitisk effekt i Rusland. Præsident Putin vil gøre sig selv meget upopulær meget hurtigt,« siger Galeotti.

Forsyningsvanskeligheder taler også imod en russisk storoperation i Syrien. Den russiske flåde er sparet i bund og vil have svært ved at understøtte en operation. Russerne vil formentlig bruge deres langsomme Ropucha-transportskibe fra 1970erne, og en tur-retur mellem Tartus i Syrien og Rusland vil tage ti dage. Luftvejen er heller ikke en holdbar løsning, fordi der er tale om store mængder materiel, og fordi luftruten vil gå over iransk og irakisk luftrum, og hvis Bagdad siger nej, kan russerne ikke gøre det.

»En moderne og substantiel invasionsstyrke skal bruge enorme mængder af bl.a. ammunition og brændstof, og jeg kan ikke se, hvordan russerne vil kunne understøtte sådan en operation logistisk. Russerene har ikke længere en seriøs forsvarskapacitet uden for deres eget område,« fastslår Galeotti.

Store armbevægelser

Det er det ene problem – det militære. Russerne har store militære armbevægelser, men ikke så meget at have dem i. Det andet problem er sikkerhedspolitisk. Russerne er ikke det fjerneste interesseret i præsident Assad eller Syrien, siger Galeotti. Hvis de var, hvorfor gik de så ikke tidligere ind i konflikten, og hvorfor opbyggede de ikke tidligere flådebaser i Latakia og Tartus? Tartus bliver ofte omtalt som en »russisk flådebase«, men den russiske tilstedeværelse består af en havnekaj og nogle få varehuse, fortæller Galeotti. Og Assad bliver ofte omtalt som en »russisk nøgleallieret«, men hvis han var så vigtig, hvorfor venter russerne så med at hjælpe ham, indtil det ser allermørkest ud, spørger professoren.

Assad som offerbonde

Rusland kerer sig ikke om Syrien eller Mellemøsten, heller ikke om Afrika og Asien, dårligt nok om Kina, siger Galeotti. Rusland kerer sig udenrigspolitisk kun om Vesten – og det er, hvad hele potemkin-manøvren handler om. Putin kommer senere på ugen til FNs generalforsamling i New York for at tale med præsident Obama, og de to skal diskutere Syrien, og Putins slagplan lyder ifølge Galeotti sådan her:

Putin vil tilbyde USA og resten af Vesten en »anti-jihad-koalition i Syrien« og spille Assad som sin offerbonde. Rusland er ligeglad med, om Assad bliver siddende eller ej. Men Rusland er ikke ligeglad med de vestlige sanktioner. De er for alvor begyndt at gøre ondt, og landet er i en recessiv dødsspiral, og sanktionerne skal lempes eller fjernes. Sanktionerne har indtil nu set fra Moskva været defensivt betingede – Rusland skulle trække sig fra Krim og Ukraine – og Putin håber at kunne gøre dem offensivt betingede: Hvis Rusland samarbejder om en anti-jihad koalition i Syrien og går med til at fjerne Assad, så vil sanktionerne bliver lempet eller fjernet, siger Galeotti.

Det er den handel, som præsident Putin vil tilbyde. Det er, hvad han kommer til New York for at give – og det er, hvad han kommer for at få.