Ekspert om Wagner-chef: Eksil i Belarus er bare forberedelsen på runde to i konflikt med Putin

Med hjælp fra Belarus fik Ruslands præsident afværget titusinder af lejesoldaters march ind i Moskva. Men det var kun første halvleg. Prigozjin kan godt lede Wagner-gruppen fra udlandet – og hans ambitioner om magtomvæltning er intakte.

Vi har stadig til gode at kende hele indholdet af den aftale, den belarusiske præsident i går fik forhandlet på plads mellem lejesoldat-lederen Jevgenij Prigozjin og den russiske præsident Vladimir Putin.

Men én ting er helt sikkert: Vi har ikke set sidste akt af Wagner-operaen. Opgøret mellem den russiske regeringsleder og lejesoldaternes chef er langtfra slut, selv om sidstnævnte nu må i eksil, efter at have forhandlet straffrihed for sine folk og tilsyneladende også for sig selv.