Ekspert om hertugparrets tilbagetrækning: De slipper ikke for opmærksomheden

 

Prins Harry og hertuginde Meghan har været villige til at gøre hvad som helst for at slippe for mediernes søgelys.

Og det er netop derfor, de giver afkald på deres titler - og vigtigst af alt: Apanagen.

Det er kongehusekspert Lars Hovbakke Sørensens vurdering af lørdagens udmelding.

Han kalder skridtet »meget usædvanligt«:

»Men det er også et meget klogt skridt, særligt fordi de ikke længere skal have offentlige midler.«

Kongehuseksperten henviser til, at hertugparret fra foråret 2020 står på helt egne økonomiske ben.

Og det er vigtigt for at beholde befolkningens gode forhold til det britiske kongehus. Det er nemlig ofte apanagen, der skaber modvilje blandt de almindelige briter.

»Det handler om, at borgerne bliver utilfredse, hvis de betaler til de kongelige, men ikke føler, at de arbejder for pengene,« siger han og fortsætter:

»Hvis de ikke havde givet afkald på apanagen, havde det skabt vrede. Så det er et klogt træk af kongehuset.«

Hertugparret mister i foråret 2020 deres apanage og titler. Fold sammen
Læs mere
Foto: BEN STANSALL.

At det britiske kongehus inden længe vil være et officielt og aktivt kongeligt par fattigere, er ifølge Lars Hovbakke Sørensen et udtryk for den lede mod medierne, som prins Harry og hertuginde Meghan tidligere har givet udtryk for.

Han vurderer, at parret håber fremover at kunne gå under radaren. Men de skal ikke gøre sig alt for store forhåbninger lige foreløbigt:

»Jeg er ikke sikker på, at det vil slå igennem med det samme. Interessen for dem vil fortsat være stor på grund af deres forhistorie,« siger kongehuseksperten og fastslår:

»De håber på noget, der ikke kommer til at ske.«

Han er dog ikke helt afvisende overfor, at mediestormen så småt vil stilne af. Men han vurderer, at det først er, når der kommer en ny generation i det britiske kongehus, de helt vil få fred.

Ikke desto mindre vurderer Lars Hovbakke Sørensen, at kongehuset har truffet det helt rigtige valg for alle parter:

»Det her redder det britiske kongehus fra at dykke i popularitet.«