Ekspert efter ubådsjagt: Russerne gad nok ikke mere

Militæranalytiker fra Forsvarsakademiet Johannes Riber Nordby mener, at russerne har opnået det, man ville, ved at sejle ind i svensk farvand.

Foto: TT NEWS AGENCY

SVERIGE: Det er helt efter bogen og på ingen måde overraskende, at Sverige efter en uges intens jagt på »fremmed undervandsaktivitet« i skærgården fredag formiddag har besluttet at indstille jagten på den formodede ubåd, der var trængt ind i svensk territorium.

Det siger Johannes Riber Nordby, der er analytiker ved Institut for Strategi på Forsvarsakademiet. Han mener, at der hele tiden har været en meget lille chance for at finde den ubudne gæst, selv om svenske myndigheder havde inddraget helikoptere, fly og op mod 15 krigsskibe i eftersøgningen.

»Efter min overbevisning, vil man udelukkende have haft en chance for at finde denne ubåd, hvis den steg til overfladen. Og det vil kun ske, hvis den var ved at forlise og ikke havde andre muligheder, hvilket jeg tvivler på, har været tilfældet. Jeg tror, der har været en ubåd for at teste det svenske beredskab, og efter man er blevet træt af det, har man vendt snuden mod Østersøen igen,« siger orlogskaptajn Johannes Riber Nordby.

Siden fredag, da der blev slået alarm om »fremmed undervandsaktivitet«, har teorierne fra militæreksperter og svenske medier oftest gået på, at det var en russisk ubåd, der var kommet i nød i svensk farvand.

Johannes Riber Nordby tror aldrig, ubåden har været i nød, men han er til gengæld ikke meget i tvivl om, hvem der har forårsaget ubåds-panikken i skærgården.

»Der er reelt få kendte facts tilgængelig for offentligheden, hvilket også har ført til mange spekulationer. Man kan ikke udelukke, at undervandsfartøjet har været i problemer, men intet beviser det. Jeg synes, alt peger på, at russerne har været inde at teste, hvor dygtige svenskerne er til ubådsjagt anno 2014,« siger den danske militærekspert og uddyber:

»Den svenske skærgård er perfekt at gemme sig i for en ubåd. Skærgården er dyb, og du kan gemme dig i de forskellige lag, hvor lydbølger bliver reflekteret, og hvor sonarbølger aldrig når ned. Der er også masser af skær i skærgården, som ubåden kan gemme sig op ad, og sidst men ikke mindst er skærgården nabo til russerne,« siger Johannes Riber Nordby.

Rusland har hele vejen i gennem benægtet at have haft et undervandsfartøj på svensk territorium.