Ekspert efter katastrofer: »Det er bestemt ikke blevet farligere at flyve«

162 passagerer frygtes omkommet i et forsvundet passagerfly fra AirAsia. Allerede nu vil flyåret 2014 blive husket for markante flykatastrofer. Flyveren er dog stadig den sikreste transportform, vurderer ekspert.

ARKIVFOTO. Stedet i Ukraine, hvor Malaysia Airlines MH17 styrtede efter at være blevet skudt ned nær landsbyen Grabove Fold sammen
Læs mere
Foto: BULENT KILIC
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Flåden og luftvåbnet fra Singapore og Indonesien er sat ind i eftersøgningsarbejdet  af det Airbus A320-200-passagerfly, der søndag morgen forsvandt ud for Borneos kyst.

Men håbet for de pårørende til de 155 passagerer og syv besætningsmedlemmer svinder, da AirAsia-flyet angiveligt ikke har brændstof til at holde sig på vingerne længere. Flyet var søndag morgen lokal tid på vej fra Surabaya i Indonesien til Singapore, hvorefter kontakten til flyet pludselig ophørte.

Dermed risikerer passagerflyet fra AirAsia at skrive sin ind i historien for 2014 om markante flykatastrofer, der især vil blive husket for to passagerfly fra Malaysia Airlines. Det ene med 239 passagerer om bord forsvandt den 8. marts over den sydlige del af Det Indiske Ocean, mens det andet med 298 passagerer styrtede ned i det østlige Ukraine den 17. juli.

Trods de to markante flykatastrofer har flyåret 2014 ifølge Hans Christian Stigaard, tidligere mangeårig trafikchef i Københavns Lufthavn, dog ikke været ekstra hårdt ramt af ulykker.

»Jeg mener ikke, at året på nogen som helst måde har været markant værre end så mange andre år. Det, der selvfølgelig er problemet med 2014, er, at de to ulykker med Malaysia Airlines står printet i hukommelsen,« siger han.

Alligevel påvirker sådanne flyulykker passageren og flytrafikken. Men kun for en kort periode.

»Hver gang sådan en ulykke sker, så sker der et lille, kortvarigt fald i passagermængden i flyvningen. Men overordnet set går der relativt kort tid, hvorefter det udjævner sig igen,« siger Hans Christian Stigaard.

Han forklarer videre, at flysikkerheden er meget markant, og at fly stadig er den sikreste transportform.

»Det bliver mere og mere sikkert at flyve. Flyene bliver mere sikre. Når X antal mennesker bevæger sig rundt i trafikken, så sker der ulykker. Det gør der med fly, biler og både. Men det er bestemt ikke blevet farligere at flyve,« siger han.