Ekspert: Derfor bomber Putin nu i Syrien

Det er en cocktail af Islamisk Stat, våbenhandel og ønsket om et prorussisk styre i Damaskus, der får Rusland til at bombe i Syrien, vurderer Rusland-ekspert.

Foto: ??????? ????????

Få timer efter den russiske præsident Vladimir Putin havde fået tilladelse til at anvende militær magt i udlandet af sit parlament, faldt de første bomber fra russiske bombefly i Syrien onsdag.

Putin ønsker at svække Islamisk Stat (IS) og holde et prorussisk styre ved magten, vurderer Flemming Splidsboel Hansen, Rusland-ekspert og seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier.

»Tusindvis af russere kæmper for IS og mange af dem vender tilbage. Derfor udgør bevægelsen en trussel mod Rusland. Man frygter simpelthen terror. Så Rusland ønsker at svække IS, samtidig med at man forsøger at hjælpe det eksisterende styre, der er prorussisk,« siger han.

Den begrundelse har talsmanden for den russiske præsident Dmitri Peskov også givet ifølge Reuters. Han siger, at hovedmålet med det russiske engagement er at bekæmpe terror og »støtte de legitime myndigheder i Syrien«.

Men om de »legitime myndigheder« bliver i skikkelse af præsident Bashar al-Assad er usikkert.

Efter luftangrebene har Putin sagt, at han forventer, at Assad vil være klar til at indgå et »kompromis om Syriens fremtid«. Dermed bløder Rusland op i forhold til USA, der hele tiden har krævet Assads afgang.

Om Rusland er klar til at lade en anden prorussisk leder tage over for Assad er bestemt ikke utænkeligt, vurderer Flemming Splidsboel Hansen.

Han peger på, at der allerede kan ligge en aftale mellem USA og Rusland om Syriens fremtidige ledelse.

»Man er ikke forlovet med Assad. Kemien er dårlig mellem Putin og Assad, og det kan vi se i forhold til våbenleverancer. Man er bange for at han vil gøre noget overilet og inddrage Rusland i en konflikt med andre lande. Noget som Rusland slet ikke ønsker,« siger seniorforskeren og vurderer, at der godt kan findes en overgangsløsning sammen med USA, hvis det blot bliver en Rusland-støtte, der overtager magten, hvis Assad bliver fjernet fra posten.

Det er dog ikke kun ønsket om et prorussisk styre i Syrien og at knække nakken på IS, der får Putin til at anvende militær magt i det mellemøstlige land.

Der står nemlig også milliarder af dollars på spil for den russiske våbenindustri, forklarer Flemming Splidsboel Hansen.

»Der ligger også en adgang til et lukrativt våbenmarked. Syrien udgør omkring ti procent af Ruslands våbeneksport, og det marked vil man gerne holde fast i,« siger han og oplyser, at Rusland eksporterer våben for op mod 15 milliarder dollars om året.

Ruslands militære indgreb kommer, efter landet gennem de seneste uger har sendt mindst en snes jagerfly og et antal kamphelikoptere til to luftbaser i Latakia-provinsen, der er den syriske præsident Bashar al-Assads højborg.

Trods det militære udstyr skal man ikke regne med, at Ruslands indsats gør underværker og sender IS til tælling, vurderer Flemming Splidsboel.

»Vi skal ikke forvente nogen større ændringer, fordi Rusland engagerer sig. Det er et forholdsvist beskedent bidrag, og Rusland har ingen formler, der bare sådan lige kan knække IS,« siger han.

Udover Rusland forsøger en USA-ledet koalition også at bekæmpe IS i Syrien og Irak. Danmark deltager også, men kun i Irak.