En fremtrædende venezuelansk oppositionsfigur ankom onsdag til landet fra Spanien for at deltage i den første runde af drøftelser med regeringen.

Mange håber, at drøftelserne kan bane vejen for, at der kan afholdes valg i landet, efter at den tidligere præsident Nicolás Maduro i januar blev taget til fange.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Der er tale om Dinorah Figuera, som er tidligere medlem af Venezuelas nationalforsamling og mangeårig eksilpolitiker.

Hun ankom onsdag til lufthavnen i byen Barcelona, som ligger omkring 240 kilometer øst for Venezuelas hovedstad, Caracas. Hun var ledsaget af andre medlemmer af oppositionen.

- Vi er i denne uge fokuseret på den officielle indledning af dialogprocessen, som har til formål at genoprette demokratiske institutioner, lød det fra Figuera til tv-stationen Televen efter ankomst til lufthavnen.

Eksilpolitikeren skal i Venezuela mødes med Jorge Rodríguez, der er formand for landets parlament og regeringens chefforhandler. Han er også bror til Venezuelas fungerende præsident, Delcy Rodríguez.

Ifølge en officiel dagsorden, som både regeringen og oppositionen har udsendt, skal de tale om den indsats, der er fulgt, efter at landet den 24. juni blev ramt af to voldsomme jordskælv, der har kostet mere end 6000 personer livet.

De skal også tale om styrkelse af demokratiet og politiske rettigheder, har det lydt.

Drøftelserne, der er støttet af USA, kommer syv måneder efter, at det amerikanske militær tog den afsatte præsident Nicolás Maduro til fange.

Siden da har Delcy Rodríguez regeret landet under opsyn fra USA's præsident, Donald Trump.

Venezuelas førende oppositionsfigur og modtager af Nobels fredspris, María Corina Machado, er fraværende ved de politiske drøftelser.

Hun har ifølge AFP sagt, at hun ikke vil stå i vejen for processen.

Dinorah Figuera har blandt andet krævet ændringer i Venezuelas højesteret og det nationale valgråd. Det er to institutioner, der er blevet bredt kritiseret for at godkende Maduros omstridte genvalg i 2024.

Figuera står i spidsen for den oppositionsblok, der vandt flertal i nationalforsamlingen i 2015. Det var den seneste lovgivende forsamling, der blev valgt ved et valg, som var bredt anerkendt af det internationale samfund.

RITZAU