Eksgeneraler angriber Netanyahu: »Du, og kun du, har ødelagt Israels forhold til USA«

Israels premierminister sakker bagud i meningsmålingerne og bliver angrebet af tidligere sikkerhedschefer tre dage før parlamentsvalget.

Skal man tro de seneste meningsmålinger, står Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, over for et valgnederlag. Dette er dog langtfra ensbetydende med, at han kommer til at stå uden politisk magt i Israel. Fold sammen
Læs mere
Foto: JIM HOLLANDER
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

JERUSALEM: Netanyahu får verbale tæsk.

»Du, og kun du, har ødelagt Israels forhold til USA,« sagde Shabtai Shavit, tidligere chef for Israels efterretningstjeneste, Mossad, forleden i et direkte angreb på Benjamin Netanyahu. Hans kommentar kom kort tid efter, at Meir Dagan, der også er tidligere chef for Mossad, sagde, at »Netanyahus politik over for palæstinenserne vil føre til en apartheidstat«.

De seneste meningsmålinger i Israel giver oppositionen fra Den Zionistiske Lejr fire mandaters føring over premierminister Benjamin Netanyahus Likud-parti. De to blokke har i ugevis haft samme antal mandater i meningsmålingerne, men de seneste dage inden valget, og måske de tidligere sikkerhedschefers angreb, har ændret den uafgjorte stilling.

Benjamin Netanyahu forsøgte torsdag aften at imødekomme den massive kritik og zionistblokkens føring i meningsmålingerne ved at tilbyde interview til alle tre israelske TV-kanaler. En idé, den nuværende premierminister heller ikke kom glat igennem. Premierministeren nedlagde veto mod en bestemt journalist fra Kanal 10, og i stedet for at lade en anden journalist gennemføre interviewet gjorde Kanal 10 et stort nummer ud af, at Netanyahu fravælger særligt kritiske journalister.

På Kanal 2 blev Netanyahu især angrebet for ikke at have adresseret de stigende boligpriser i løbet af de seks år, han har været premierminister. Priserne er steget markant i løbet af de seks år, han har været ved roret, og det faktum, at mange unge par ikke er i stand til at købe egen lejlighed, er blevet til et af de mest presserende emner ved dette års valg.

En sarkastisk, enlig mor

Netanyahu forsøgte at sige, at de høje priser er et af de problemer, Likud-partiet prioriterer højest, men fremstod utroværdig, fordi næsten alle israelere ved, at Likud-partiet ikke har haft de stigende boligpriser som højeste prioritet de seneste seks år. Netanyahus tale for Kongressen i USA om den iranske trussel har også mødt kritik fra mange dele af det politiske spektrum i Israel og fra befolkningen.

En enlig mor, der tjener 6.000 kroner om måneden, har skrevet et ironisk brev til Netanyahu på de sociale medier, hvor hun umiddelbart roser Netanyahu for at fokusere på den iranske trussel, da lave lønninger og mange israeleres frustration over de høje priser på dagligvarer må komme i anden eller tredje række.

De seneste målinger, der giver fusionen mellem Yitzhak Herzog og tidligere udenrigsminister Tzipi Livni fire mandaters føring, betyder ikke nødvendigvis, at Benjamin Netanyahus karriere slutter med et nederlag på tirsdag.

Hvis de seneste meningsmålinger holder indtil valget, kan det blive vanskeligt for Yitzhak Herzog og Tzipi Livni at danne regering uden Benjamin Netanyahu på grund af parlamentarisk mindretal. Mange israelske analytikere taler allerede om, at en af løsningerne kan blive, at Herzog og Livni vil forsøge at danne en samlingsregering med Netanyahu, hvis deres forventede sejr ikke fører til et stort parlamentarisk flertal.