LONDON: Nogle læsere vil kunne huske, da der var stor bekymring i Vesten over udviklingen i Nordirland. Katolske republikanere kæmpede forbitret for at blive en del af Irland, mens protestantiske unionister indædt holdt fast i forbindelsen til Storbritannien.

Kampen fortsatte gennem flere årtier, og politikere talte om truslen fra radikalisering. Samtidig var der hele tiden stor begrundet frygt for nye terrorangreb i Londons undergrund, mod britiske politikere og kongelige samt alle andre.

Derfor var det lige præcis den nyhed fra Nordirland, som man ikke ønskede at høre i Dublin, London, Washington eller for den sags skyld Bruxelles, da førsteministeren for det nordirske selvstyre, Peter Robinson, sent torsdag trak sig fra posten sammen med alle sit partis ministre på nær én fra den lokale koalitionsregering. Nu er ingen helt sikre på, hvad der vil ske.

Den britiske premierminister, David Cameron har udsendt en erklæring om, at han er »alvorlig bekymret« over udviklingen, som det ikke lykkedes ham at afværge trods en sidste øjebliks samtale med Robinson. Politiske analytikere kalder det den største krise siden »Langfredagsaftalen« fra 1998, der sikrede en politisk magtdeling og stoppede den væbnede kamp.

»Vi kan ikke bare fortsætte, som om ingenting er hændt,« sagde unionisten Robinson, da han præsenterede det dramatiske skridt.

Han henviste til, at den påtvungne irsk-republikanske koalitionspartner Sinn Fein er blevet »forbundet med« en likvidering i Belfast i august, der bragte mindelser om tidligere tiders vold.

Bekymring for at IRA stadig eksisterer

Drabet i august er af nordirsk politi set som et hævndrab efter en anden likvidering i maj. DUPs nu afdøde grundlægger, prædikanten Ian Paisley, ville formodentlig have bifaldet, at fjenderne bekæmpede hinanden.

Men analytikere har de seneste dage trukket en hel række andre komplicerede sammenhænge frem i lyset. Der er den reelle bekymring for, at IRA måske alligevel fortsat eksisterer, selv om kampen officielt blev afsluttet i 2005.

Nordirsk politi siger, at der »fortsat er strukturer«, men at IRAs mål ikke længere er væbnet kamp. Unionistiske politikere og andre hævder, at Sinn Fein i det skjulte kan dirigere IRA, og derfor må være involveret i de seneste likvideringer.

På den protestantiske side kæmper DUP for at bevare flertallet ved ikke at lade sig overhale af politiske rivaler med en hård linje over for Sinn Fein. I Irland søgte regeringen til det sidste at støtte DUPs ønske om at få midlertidig ophævet selvstyreparlamentet i Stormont, og det bliver især set som et forsøg på at stække Sinn Feins søsterparti forud for det kommende irske parlamentsvalg.

Nordirske Sinn Fein har afvist den britiske regerings krav om offentlige besparelser. Det kan forårsage et stort hul i den regionale pengekasse, men det kan også profilere Sinn Fein i Irland, hvor sparepolitikken også møder modstand. I London har den britiske regering de seneste dage klart afvist Robinsons opfordringer om at genindføre direkte styre fra Westminister. Cameron har tydeligvis nok presserende sager at beskæftige sig med selv uden at åbne for Nordirlandsproblematikken.

Zombie-styre

Vurderingen er, at unionisten Robinson har »trukket det nordirske selvstyre til afgrunden, men endnu ikke i afgrunden« ved at lade finansministeren blive tilbage i lokalregeringen som fungerende førsteminister. Det giver mulighed for, hvad nogle har kaldt et »zombie-styre«, hvor selvstyret formelt forsat hænger sammen. Vigtigst af alt kan parterne så fortsat tale sammen.

Mandag er der aftalt nye møder, men ingen kan lige nu få øje på en løsning, og et nyvalg kan føre til »samme sammensætning i parlamentet med de samme problemer«. Alle siger dog, at en tilbagevenden til volden vil være umulig, fordi nordirere på begge sider for alt i verden vil undgå det. Det er en trøst i Belfast og i de vestlige hovedstæder, men heller ikke i Nordirland har konflikter altid udartet sig som forventet.