Egyptisk forfatter: Vi er ikke klar til »vestligt demokrati«

Forfatteren Mona Prince var som begejstret revolutionær på gaden mod Mubarak. Nu stemmer hun på general Sisi og er villig til at acceptere dødsdomme og ufrihed, fordi alt må vige for at redde Egypten.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

JERUSALEM: »C C«. På Facebook viser et billede en storsmilende Mona Prince, der sammen med sin mor former pegefinger og tommeltot til et »si si«. Ingen skal være i tvivl om, at den egyptiske forfatter og universitetsforelæser har stemt på general Abdel Fatah al-Sisi som Egyptens kommende præsident.

»Det tog os tre timer at komme frem og stemme, og min næsten 80-årige mor ville med, selv om alle kender resultatet på forhånd,« lyder det over telefonen fra Cairo.

»Jeg ved godt, at i stedet for at fortsætte fremad går vi nu baglæns og vælger en fra militæret. Det var ikke, hvad jeg regnede med i 2011, men det er, hvad landet har brug for. I hvert fald lige nu.«

Prince har taget hele turen. For tre år siden deltog hun begejstret i demonstrationerne, da vreden mod Hosni Mubaraks regime eksploderede i oprør, hvorefter hun beskrev de 18 dage på gaden i sin bog »Ismi Thawra — Mit navn er revolution«.

Med revolutionær glød meldte hun sig på banen som præsidentkandidat uden politisk bagland – og uden at have skyggen af chance for at vinde i det religiøst konservative Egypten. Hun udfordrede derefter de nye magthavere fra Det Muslimske Broderskab og blev forfulgt for uislamisk virksomhed på Suez Universitetet, hvor hun underviser i engelsk litteratur.

Sagen blev et symbol på de religiøse stramninger under Broderskabets og den afsatte præsident Mohamed Morsis styre.

Senere gik Prince på gaden igen for at samle underskrifter mod Morsi. Hun festede sammen med tusindvis af andre egyptere, da general Sisi for et år siden fjernede Morsi og på TV fremlagde en »køreplan« for nye valg til præsidentposten og parlamentet.

Krav om frihed må begrænses

For nylig sagde Sisi så, at Egypten ikke er klar til »vestligt demokrati«, og at egypterne må lægge bånd på deres krav om frihed. Hans »valgkamp« har snarere været en kåring. Der er kun levnet minimal plads til hans eneste udfordrer, socialisten Hamdeen Sabahi. Den midlertidige regering, medierne og myndighederne har haft fuld fokus på at få Sisi valgt. For Prince er det i orden. Håbet om ægte demokrati må vente til bedre tider:

»Vi kan ikke kræve af Sisi, at han skal fokusere på andet end at skabe bedre levevilkår for folket. Da vi gik på gaden, håbede jeg på en kvinde, en liberal, som præsident, men vi var slet ikke organiserede. På tre år er landet kollapset, og dårligdommene blev bare værre under ét år med Morsi. Egypten er som et skib, der er ved at synke, og vi kan ikke tænke på værdier eller ytringsfrihed, når folk hverken har til mad eller tøj.«

Mange af de egyptiske revolutionære er uenige med den 43-årige forfatter. Tilhængere af Broderskabet fortsætter med at demonstrere mod det nye styre og trodser truslen om fængsel i lighed med tusinder af andre, som i bundter modtager hårde domme eller ligefrem dødsstraf. Også liberale aktivister har igen været på gaden og er blevet fængslet under et nyt forbud mod at demonstrere uden særlig tilladelse. Menneskeretsaktivister siger, at undertrykkelsen er værre end under Mubarak, men det afviser Prince at forholde sig til.

»Jeg ved ikke, om de er skyldige eller ej. Det er ikke op til mig at finde ud af det. Nogle har slået ihjel, ødelagt vigtige bygninger og brændt politistationer og kirker ned. Så kan jeg ikke forsvare dem, og jeg er ligeglad med, hvilken straf de får. Liberale aktivister må finde sig i, at loven også gælder for dem.«

Må høre på folket

Prince er en provokatør. I det stive og traditionelle Egypten stikker hun ud som en sjælden stemme for retten til at tænke, sige og gøre helt, hvad man vil. Selv om hun er muslim, drikker hun alkohol, skriver om sex og lægger billeder ud af sig selv på Facebook i bikini på stranden. Hun håbede på, at revolutionen ville få folk til at tænke på en helt ny måde, men det var naivt, siger hun nu:

»Vi ønskede, at alle skulle få et bedre liv og troede, at vi sammen kunne ændre landet, gøre det til et liberalt samfund. Jeg har råbt »ned med regimet«, »ned med Morsi«, »ned med hvad som helst«, og vi troede, at det var nok bare at råbe slagord i gaden, men vi har lært, at forandringer tager meget lang tid.

Vi må følge folket. Aktivisterne fra eliten siger, at folk er dumme, fordi de nu stemmer på Sisi. Men det er en arrogant måde at se det på. Vi er privilegerede, mens rigtig mange andre lider og ikke kan få tilværelsen til at hænge sammen.«

Prince siger, at det var med til at ændre hendes holdning, da hun og hendes venner, der »er ansat af staten og får penge hver måned« tog med til demonstrationer og blev mødt af rasende butiksejere og sælgere, der fik deres forretning ødelagt af tåregas og uro.

»Vi kan ikke bare tale om frihed og demokrati. Tag turistindustrien som i tre år er gået næsten helt i stå, mens millioner af mennesker har mistet deres arbejde,« siger Mona Prince.

Sisi eneste mulighed

Derfor er der nu kun Sisi, siger Prince. Det seneste år er der opstået en decideret personkult omkring ham. Overalt er der plakater, billeder, badges, sange og slagord for generalen, der i valgkampen har taget uniformen af for at fremstå som den nye »stærke mand« med et menneskeligt ansigt.

På trods af alle omvæltningerne i Egypten de seneste tre år har militærets magt være uantastet. I Egypten er der altid en konspirationsteori, tesen om »den skjulte hånd«, til at forklare alt, men det er uomtvisteligt, at generalerne i lange perioder direkte har dikteret de politiske begivenheder, og at Sisi og det egyptiske militær i dag står stærkere end nogensinde. Mange iagttagere, politiske analytikere, oppositionspolitikere, journalister, aktivister, menneskeretseksperter mener, at Sisi og det egyptiske militær har trukket i snorene hele vejen. At generalerne har styret oprøret med tilpassede doser af kaos og tumult og sammen med resterne af Mubarak-regimet har undermineret både Broderskabets og alle andres muligheder for at lykkes med et civilt styre, mens de hele tiden har stået klar til at slå til og gribe ind.

»Det er muligt. Nogle gange tænker jeg også sådan. Men de har ikke kunnet styre det hele. Da Broderskabet kom til magten, sagde mange, at de ikke ville slippe magten i 100 år. Ingen kunne vide, at det kun ville vare ét år,« siger Prince.

»Når jeg hører Sisis taler, tror jeg, at han kan få tingene til at ske. Ingen andre har kunnet styre landet. Jeg siger ikke, at det er i orden, at Egyptens bureaukrati ikke arbejdede sammen med dem, der blev valgt, men det er sådan, det er. Vi må have nogle til at redde Egypten op ad hullet. Det er det eneste, det drejer sig om lige nu.«

Selv om Egypten får en ny militærmand som præsident, er Prince overbevist om, at ikke alt bliver som før. Revolutionen har sat nye rammer op. »Det er et skridt bagud, men der skal ske noget de næste fire år, hvis Sisi overhovedet får lov at blive så længe. Hvis ikke han gør sit job, og folk ikke oplever en forbedring af deres tilværelse, vil de gå på gaden igen og fjerne ham. Selv, hvis han gør det godt, begrænser forfatningen hans styre til to perioder. Vi ønsker ikke én gang til at have et regime, der varer i 30 år.«