Egypterne kan se frem til endnu en general i spidsen for landet

Den militære chef Abdel Fattah al-Sisi stiller op til det kommende præsidentvalg. Dermed vil han omveksle personkulten om ham til politisk magt, men det kan også gøre ham sårbar for kritik.

Militærchef Abdel Fattah al-Sisi går til valg i Egypten på en dagsorden om blandt andet at stække terrorisme. Spørgsmålet er så, om det egyptiske folk vil tage til takke med de svækkede idealer om demokrati og rettigheder, som føler med. ?Foto: Amr Abdallah Dalsh/Reuters Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

JERUSALEM: Egypterne har set det før. Der var tydelige mindelser om de tre generaler Gamal Abdel Nasser, Anwar Sadat og Hosni Mubarak, da den øverste militære chef og forsvarsminister Abdel Fattah al-Sisi stillede sig frem foran befolkningen og sagde, at tiden var kommet, hvor han måtte stille sig i spidsen for landet.

»Jeg står her foran jer og erklærer ydmygt min intention om at stille op ved valget til præsident for Egyptens Arabiske Republik,« lød det fra Sisi i en TV-tale til nationen udsendt onsdag.

»Kun jeres støtte vil give mig den store ære.«

Officielt var det kun et kandidatur til det forestående præsidentvalg, men det var snarere, som om det allerede var Egyptens præsident, der talte:

»Det er sandt, at i dag er min sidste dag i militæruniform, men jeg vil fortsætte med at kæmpe hver dag for et Egypten fri for frygt og terrorisme.«

Fra 1956 og frem til Mubaraks afsættelse i 2011 var det de førnævnte generaler, der afløste hinanden som præsidenter med uindskrænket magt over Egypten. Valget i 2012 af den første civilist, Det Muslimske Broderskabs kandidat, Mohamed Morsi, ved det der blev kaldt »Egyptens første frie valg«, blev underkendt af general Sisi, da han i sommeren sidste år stillede sig i spidsen for en militær magtovertagelse støttet af brede ikke-islamistiske kredse og ikke mindste tidligere Mubarak-støtter. Sisi udstak ved den lejlighed i en anden TV-tale en »køreplan« henimod en genskabelse af demokratiet, men den udstukne kurs er blevet forsinket og ændret undervejs og kan nu i høj grad fremstå som et middel til at bane vejen for den 59-årige Sisis egen vej til toppen.

Kamp mod terror

En bebudet afvikling af et parlamentsvalg er blandt andet blevet skubbet i baggrunden og har forhindret andre politiske kræfter i at markere sig. Sisi har også flere gange som militær chef og uden politisk indblanding bedt egyptere om at gå på gaden for at vise deres støtte til ham og den »kamp mod terror«, som han har erklæret mod Det Muslimske Broderskab og militante ekstremistiske islamister. Broderskabet er konsekvent blevet udpeget som ansvarlig for en række terrorangreb efter afsættelsen af Morsi, selv om der ikke er blevet fremlagt beviser, og yderligtgående salafister på Sinai-halvøen, som også udøvede terror under Morsi-regimet, har taget ansvaret i de fleste tilfælde.

Følelsen af terror og usikkerhed har kun øget den eksploderende personkult om Sisi som den nye »stærke mand«, som mange egyptere mener, at der nu er brug for. Et oplagt argument om, at det også risikerer at betyde opgivelsen af mange af de revolutionære mål om demokrati og rettigheder, er flere gange af Sisi-støtter over for Berlingske verfet af vejen som en »nødvendig pris« for at få landet på fode igen. Sisi selv advarede dog i sin tale om, at forventningerne må holdes i ave.

»Jeg kan ikke udrette mirakler. I stedet foreslår jeg hårdt arbejde og selvfornægtelse,« sagde generalen.

»Vi må være ærlige over for os selv. Vores land står over for store udfordringer. Vores økonomi er svag. Der er millioner af unge, som lider under arbejdsløshed i Egypten.«

Dermed udstiller Sisi også, at han i realiteten prøver at skræve over to stole. På den ene side var netop ustabiliteten og økonomisk kaos hovedargumenter for at fjerne Morsi-regimet. På den anden side har militæret haft den fulde magt over landet i såvel et år efter afsættelsen af Mubarak og de facto i de ni måneder siden afsættelsen af Morsi. Længere tid end Broderskabet, og generalerne formåede ikke hverken at stabilisere landet eller sikre økonomisk fremgang, endsige fremlægge realistiske planer i den retning.

Valgdatoen for præsidentvalget er endnu ikke fastsat, selv om valget ifølge forfatningen skulle finde sted i april. Den midlertidige regering siger nu, at en ny egyptisk præsident vil blive udnævnt »inden 17. juli«. Til den tid har Sisi efter alle forventninger også officielt magten, men så vil han heller ikke længere kunne gemme sig bag en midlertidig regering.

»For at vende økonomien er der behov for dybe og smertefulde reformer. Noget som den militært støttede regering hidtil har undgået,« siger James Dorsey, mellemøstekspert ved S. Rajaratnam Skole for Internationale Studier i Singapore til AFP.

»Han vil stå i spidsen for et dybt splittet land, hvor en betydelig minoritet føler sig ekskluderet. Han har behov for at bygge broer for at forhindre yderligere polarisering og vold.«

Først skal Sisi altså vinde valget. Indtil videre er eneste officielle udfordrer Hamdeen Sabahi.

»Jeg byder al-Sisis kandidatur velkommen. Vi ser frem til demokratiske, fair og gennemsigtige valg, der garanterer statens upartiskhed og folkets ret til at vælge en præsident af egen fri vilje,« lød det fra Sabbahi på Twitter ifølge ahramonline.

Populær modstander

Den sekulære politiker, »nasserist«, med en socialdemokratisk lignende agenda blev en overraskende nummer tre ved det seneste præsidentvalg i 2012, hvor Broderskabets Morsi, den senere præsident og »systemets« – militæret, administrationen og Mubarak-støtterne – foretrukne kandidat gik videre til den afgørende runde. En række vælgere sagde ved den lejlighed til Berlingske, at de foretrak Sabahi, fordi de så ham som en »ærlig politiker«. Trods en valgkamp med beskedne ressourcer fik Sabahi flere end hver femte afgivne stemme.

Med sin reaktion på Sisis kandidatur får han afsendt en række pile lige ind i de ømme punkter i generalens opstilling. Ved den nylige forfatningsafstemning blev aktivister til fordel for et »nej« fængslet, og plakater imod forfatningen blev fjernet. Nej-sigerne fik heller ikke nogen form for balance for deres argumenter i de statsstyrede medier. En talsmand for Sabahis kampagne har til Al-Ahrams arabiske hjemmeside erklæret, at Sabahi i lighed med Sisi bør have en mulighed for at tale til de egyptiske vælgere på statsligt TV.

Det vil også være svært at garantere upartiskheden for en midlertidig regering udpeget og indsat af Sisi selv, og som jævnligt har konsulteret de ledende generaler om den ønskede politiske kurs. Sisis erklærede »krig mod terror« mod Broderskabet er blevet blåstemplet af regeringen, mens den kritiske røst i form af vicepremierminister Mohamed ElBaradei trak sig fra sin post i protest mod sikkerhedsstyrkers og militærets overgreb og efterfølgende forlod landet med en mulig retssag for »forræderi« hængende over hovedet.

Heller ikke mange er i tvivl om, at beslutningen om en valgdato har trukket ud, fordi regeringen har ventet på general Sisis endelige beslutning om at stille op. At nævne »gennemsigtigheden« af valget kan måske få nogle til at tænke på, at generalerne ved det seneste præsidentvalg i flere dage tilbageholdt det endelige valgresultat og har nægtet internationale valgobservatører adgang til valghandlinger.

Mange Sisi-sympatisører og politiske iagttagere har gennem mange måneder konstateret, at det med generalens enorme popularitet vil være en formssag at vinde valget. De samme mennesker hævder, at Broderskabets popularitet, som ved både parlaments- og præsidentvalg i 2011 og 2012 gav dem cirka halvdelen af stemmerne, er svundet ind til ingenting. Om det er tilfældet, og om de nu helt har købt Sisis fjendebillede af Broderskabet, kan ingen reelt vide. Der var kæmpestore menneskemasser af demonstranter i gaderne i protest mod præsident Morsi inden hans afsættelse, men Egypten er et land med flere end 80 millioner mennesker. Mange millioner underskrifter mod Morsi i en underskriftsindsamling, der ligeledes blev brugt til legitimering af afsættelsen, er så vidt vides aldrig blevet optalt eller kontrolleret af en uvildig instans.

Eneste konkrete, målelige test af Egypternes holdning var ved forfatningsafstemningen, som blev kraftig bakket op af Sisi. Han kaldte det for »afgørende«, at egypterne mødte frem og sagde ja til forfatningsteksten, der blandt andet giver den egyptiske hær endnu mere autonomi og udstrakte magtbeføjelser. Næsten hver eneste, som mødte frem ved afstemningen, stemte ja, og mange bar plakater og bannere til fordel for Sisi. Til gengæld var fremmødet kun omkring 38 procent.