Egyptens underhus bliver opløst

Forud for weekendens præsidentvalg i Egypten er en tredjedel af parlamentsmedlemmerne blevet diskvalificeret, og hele underhuset skal nu opløses.

Bag pigtråden vogtede politiet, mens højesteretten i Cairo besluttede, om parlamentsmedlemmerne skulle diskvalificeres. Fold sammen
Læs mere
Foto: MARWAN NAAMANI
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En opsigtsvækkende dom fra den egyptiske forfatningsdomstol betyder, at hele det egyptiske parlaments underhus skal opløses. Derefter skal der afholdes nye valg til underhuset, som kaldes Folkets Forsamling, skriver Reuters.

Årsagen er, at forfatningsdomstolen torsdag har fundet en tredjedel at parlamentsmedlemmerne ugyldige og dermed diskvalificerede.

Diskvalifikationen sker, fordi dele af en omdiskuteret valglov nu er fundet forfatningsstridig. Lidt firkantet betød loven, at mange opstillede fra etablerede partier havde »taget« pladser fra uafhængigt opstillede kandidater, selvom pladserne var øremærket til de uafhængige. Ifølge egyptisk valglov skal en tredjedel af pladserne i parlamentet gå til uafhængige kandidater.

- Afgørelsen om parlamentet indebærer, at hele underhuset bliver opløst, fordi loven, som parlamentsvalget blev holdt på, er i strid med forfatningen, fastslår domstolens leder, Farouk Soltan, over for Reuters.

Det var særligt de islamistiske partier, der nød godt af, at reglen blev omgået.

Forfatningsdomstolen har også fastslået, at præsidentkandidaten Ahmed Shafiq - Mubaraks tidligere premierminister og chef for luftvåbnet - kan fortsætte i kampen om at blive præsident i Egypten.

Udenfor domstolsbygningen havde hundredvis af politibetjente og sikkerhedstropper taget opstilling for at forhindre optøjer, skriver Al Jazeera.

I december sidste år vandt de islamistiske partier sikkert ved det første parlamentsvalg, efter Mubarak var trådt tilbage. Særligt Det Muslimske Broderskabs parti, Friheds- og Retfærdighedspartiet, fik mange stemmer.

Ved weekendens præsidentvalg står Ahmed Shafiq over for Det Muslimske Broderskabs kandidat, Mohamed Morsy.

Der er 508 pladser i underhuset.