Egypten vil sætte ind mod kopiering af pyramider

Den egyptiske regering er på vej med en lov om at opkræve en ophavsretsafgift verden over for bygninger, som er kopier af de faraoniske pyramider nær Kairo.

Foto: Reuters Fold sammen
Læs mere

Pyramiderne og sfinksen nær Kairo er unikke, og det skal koste, hvis andre forsøger at efterligne dem.

Det mener den egyptiske regering, og den er på vej med en lov, som indebærer et krav til potentielle kopister om at betale en ophavsretsafgift.

Zahi Hawass, leder af Det Øverste Råd for Antikviteter i Egypten, sagde tirsdag til det franske nyhedsbureau AFP, at indførelsen af afgiften er nødvendig for at sikre penge til vedligeholdelsen af de tusinder af ruiner fra faraonernes tid.

- Hvis loven vedtages, vil den gøres gældende i alle lande i verden, så vi kan beskytte vores interesser, sagde Hawass.

I flere andre lande - fra et pyramideformet hotel i spillebyen Las Vegas i USA til Tokyo i Japan - er det populært at lade sig stærkt inspirere af Egyptens faraoniske pyramider.

/ritzau/AFP