Egypten vender demokratiet ryggen

Hundredvis af nye dødsdomme udstiller den enorme splittelse blandt egypterne.

Chokerede pårørende til de 683 dødsdømte i Minya. Foto: Khaled Desouki/AFP Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

JERUSALEM: Man kan vælge at se på det som en absurd farce. 683 dødsdomme afsagt efter kun en kort rettergang mandag ved en domstol i Minya i det sydlige Egypten har fortsat en vej at gå gennem det egyptiske retssystem. Dertil blev 37 dødsdomme ved hængning stadfæstet og 492 andre dødsdomme omgjort til livsvarigt fængsel efter at være afsagt ved samme domstol i sidste måned. De kan fortsat appelleres, men dommeren ville ikke forholde sig til, at mange af de dømte ifølge deres forsvarere har beviser for ikke at have været til stede, da en flok i demonstration gik til angreb på en politistation. Én betjent blev dræbt, og det samt ødelæggelser af statens ejendom, hærværk og angreb på politiet er grundlag for dommene.

Dommene kan ses som et lokalt rets­system, der er gået amok. En hævngerrig dommer, der gør op med islamisters kortvarige styre i ly af generalernes »krig mod terror«. For slægtningene til de dømte foran retsbygningen var det dødsens alvor. BBC beskrev, hvordan kvinder besvimede, mens andre græd og råbte deres fortvivlelse ud mod det massive sikkerhedsopbud.

»Det ser ud til, at de domme er rettet mod at skabe frygt og rædsel i hjerterne af dem, der er imod den midlertidige regering,« sagde Sarah Leah Whitson, regional leder af Human Rights Watch, til Reuters.

Uanset vurderinger af dømtes fortsatte muligheder for en lempeligere straf ved deres pårørende, at alt kan ske, mens de er i myndighedernes varetægt. Formodede støtter af Det Muslimske Broderskab er blevet gasset ihjel ved en fangetransport. Tusinder er blevet anholdt for enhver form for modstand eller kritik af det nye regime. Mange er allerede blevet idømt domme fra seks måneder til livsvarigt. Internationale medier i Egypten har bragt vidneudsagn om tortur, vold og seksuelle overgreb mod fanger. Da politi­stationerne blev stormet i Minya, havde sikkerheds­styrker og militær netop angrebet en protestlejr til fordel for den afsatte præsident Mohamed Morsi. Et sted mellem 700 og 1.400 demonstranter blev dræbt.

Grøfterne graves dybere

Med en måned til præsidentvalget i Egypten synes grøfterne i det egyptiske samfund hele tiden at blive gravet dybere. Den egyptiske militære chef, forsvarsminister og de facto leder, Abdel Fattah al-Sisi, har kun forstærket angrebene på sine modstandere, siden han ledede afsættelsen af Egyptens første folkevalgte præsident.

Det Muslimske Broderskab er blevet forbudt og erklæret for en terrororganisation. Siden er al kritik af regimet og især af det egyptiske militær blevet endda særdeles farlig. Fremtrædende revolutionære fra afsættelsen af dikatoren Hosni Mubarak i 2011 er blevet fængslet for at have demonstreret uden tilladelse. Al Jazeera-journalister er blevet tilbageholdt i månedsvis. En populær komiker er blevet retsforfulgt for at gøre grin med befolkningens Sisi-mani. Mandag udstedte en dommer forbud mod »6. april Ungdomsbevægelsen«, der var en afgørende kraft ved oprøret mod Mubarak. Siden tog dele af bevægelsen afstand fra Morsis og Broderskabets islamistiske styre, der regerede på et demokratisk flertal, men som ignorerede appeller om at inkludere revolutionens sekulære mål i deres dagsorden.

»Fremragende arbejde, min kære regering,« lød det sarkastisk på de sociale medier fra Mahmoud Salem, alias bloggeren Sandmonkey.

Han var foregangsmand for revolutionen, og sidste år brugte han sin internationale troværdighed til i flere medier indædt at forsvare nødvendigheden af den militære afsættelse af Morsi.

»Indled endelig en krig på en generation og eliminér enhver chance for tilgivelse. I stod over for dem, der ikke var uhyrer, og I gør dem til uhyrer,« lyder det med ætsende kritik fra Salem, der stillede op til parlaments­valget for et sekulært parti mod Broderskabet:

»Jeg personligt kan ikke finde på et bedre scenarie for jeres endelige, og jeg hader jer endda ikke så meget. Nyd jeres styrke lige nu!«

Menneskeretseksperter, revolutionære og kritikere af regeringen har sagt, at situationen er værre end under Mubarak. Alle forventer, at general Sisi vinder valget i slutningen af maj. Så har han den totale magt til at bløde op, forsone, inkludere, bringe dommere til orden og benåde for syndfloden af hårde domme.

Hidtil er det bare svært at få øje på, at han vil gå den vej.