Egypten styrer mod konfrontation

Generalernes opfordring til at gå på gaden skærpede fredag den uforsonlige tone mellem modstandere og tilhængere af den afsatte præsident Morsi.

Demonstrationer på Tahrir-pladsen i Cairo fredag aften den 26. juli 2013. Fold sammen
Læs mere
Foto: MOHAMED ABD EL GHANY
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

For to år siden lød brølet om demokrati fra millioner af egyptere. I går blev landets øverste general dyrket som en helt af tusinder, der fulgte opfordringen til at møde frem på gaden og give hæren »et folkeligt mandat« til at slå hårdt ned på både konkrete og mulige terrortrusler.

»Vi er med hæren. Vi har den bedste hær i verden. Den står sammen med alle egyptere. Hæren vil sørge for, at vi får demokrati,« siger reklamekonsulenten Iman.

Hun virker ikke helt fortrolig med de aggressive, mandlige og markant fattigere udseende demonstranter omkring hende. Hun smiler forsonende til dem og tager et par akavede dansetrin, mens hun højlydt understreger, at de er helt på bølgelængde:

»Alle elsker hæren. Vi er imod Det Muslimske Broderskab. Vi er imod Morsi, og vi hader Obama,« lyder det fra kvinden, inden hun med en ældre ledsager under armen haster videre ned mod Tahrir-pladsen i det centrale Cairo.

Hvordan den amerikanske præsident drages ind i retorikken, kommer vi tilbage til. Overalt i den store rundkørsel og den egyptiske revolutions symbolske centrum kunne man i går købe billeder, plakater, mærkater og alt andet med de egyptiske nationalfarver rød, hvid og sort og billeder af forsvarschef og forsvarsminister i ét, general Abdel Fattah al-Sisi.

Her er der ingen lydhørhed overhovedet over for argumenter om, at Egypten rent faktisk har haft en række demokratiske valg og folkeafstemninger, og at afsættelsen af præsident Mohamed Morsi risikerer at afspore processen. Tværtimod har hæren blot fravristet den tyvstjålne revolution fra islamisterne igen og dermed reddet Egypten, lyder det.

Helt anderledes ser man på situationen kun nogle få kilometer væk ved demonstrationer og bag barrikader foran Cairo Universitet.

»Jeg er her for at forsvare min ret. Vi har stemt seks gange om forfatningen, ved parlamentsvalget, om præsidenten. Har man nogensinde hørt om en forsvarsminister, som opfordrer folk til at gå på gaden og lave oprør? Jeg har hørt, at præsidenten i Frankrig har vælgerne mod sig, men ingen opfordrer til oprør der,« siger den 43-årige Zahar Abdel Hareem med ophidset stemme.

»De har jo ikke noget på ham«

Den enorme vrede, som man kunne opleve blandt demonstrerende Morsi-støtter lige efter afsættelsen for tre uger siden, syntes i går at have udviklet sig til tænderskærende raseri. Det hjælper ikke, at en egyptisk domstol i går beordrede Morsi tilbageholdt i 15 dage, mens han bliver efterforsket for at have bidraget til voldelige flugtaktioner for fængslede palæstinensiske Hamas-medlemmer og andre politiske fanger, mens Hosni Mubarak fortsat havde magten. Det er første gang, at anklager formelt retter sig mod Morsi. Siden afsættelsen har ingen hørt fra ham, endsige fået at vide, hvor han og hans nærmeste rådgivere holdes fanget.

»Efter så mange dage. De har jo ikke noget på ham. Hamas er en del af vores arabiske folk, og Morsi har blot hjulpet sit folk,« siger Hareem.

Umiddelbart virker Morsi-tilhængernes skepsis over anklagerne velbegrundede. Da Egypten eksploderede med de 18 dage på gaden i januar og februar 2011, var en hovedårsag netop politistatsmetoderne med vilkårlige fængslinger, tortur og tvivlsomme domme. I hvert fald er der intet, der tyder på, at forsoningen mellem de splittede egyptere kan gå den vej.

I stedet frygter mange egyptere, at general Sisis opfordring til at gå på gaden blot er et forspil til flere og endnu voldsommere konfrontationer, end dem der i juli frem til i går havde kostet mindst 200 livet og mange flere sårede.

»Med sin tale ignorerede han både den midlertidige præsident, premierministeren og alle institutioner. Hans ønske om et mandat foregik med demagogisk brug af politisk mistænkelige slogans som risikoen for at masser af uskyldige bliver dræbt og bekæmpelse af terrorisme,« siger digteren og den politiske aktivist Abdul Rahman.

Han var helt i forgrunden blandt de revolutionære i foråret 2011, hvor han blandt andet i dagene inden afsættelsen af Hosni Mubarak deltog i et møde med efterretningschefen og hasteudnævnt vicepræsident Omar Suleiman.

Hidtil uset splittelse

Nu tager Abdul Rahman i lighed med flere andre markante revolutionære afstand fra både Morsis og Broderskabets regime og den udvikling med militæret i en ledende rolle støttet af den tidligere opposition, som finder sted i øjeblikket.

»Militæret kan aldrig få et mandat fra folk i gaden til at sætte sig ud over loven. I hvert et hus i Egypten finder man nogen, der er imod, hvad der er sket. Det har skabt en splittelse, som vi aldrig har set før i den egyptiske historie, hvor folks sociale relationer bliver brudt. Det vil tage rigtig mange år at hele den splittelse,« siger Abdul Rahman.

Allerede i 2009 markerede han sig som en af de dengang få modige, kritiske røster mod Mubarak-regimet med en ledende post i en bevægelse for at få nobelprismodtageren Mohamed ElBaradei til at vende hjem og deltage i politik og dermed udfordre Mubaraks familieregime. Den anden side kender han også indgående. Faren er den fremtrædende islamistiske teolog Yousef Al-Qaradawi, der er fra Dubai og er vært for et religiøst Al Jazeera-program med anslået omkring 60 millioner seere. Abdul Rahman mener, at det vil være dybt forkert af den tidligere opposition at støtte militæret ubetinget, men han mener også, at Morsi og Broderskabet med deres usamarbejdsvillige magtspil har deres ansvar for, at situationen er ved at løbe løbsk.

»Deres misadministration og dårlige politiske håndtering har ført til en situation, hvor alle taber, og alle er imod dem. Jeg mener, at det er umuligt, at et regime som i Mubarak-tiden vender tilbage, men det er blevet sværere at nå revolutionens mål,« siger han og understreger, at det lige nu er op til de nuværende magthavere at finde en vej fremad:

»Det vil også være umuligt, at Morsi vender tilbage, men man har tilbudt Broderskabet meget lidt. Der må skabes en horisont, hvor problemerne kan løses, og der er en udvej for dem.«

Forsonende røst

For to et halvt år siden var Abdul Rahman en af de radikale unge, der gik på gaden og ændrede Egypten. I dag er han en sjælden forsonende røst i en konflikt, som kun bliver skarpere og skarpere dag for dag.

»Jeg er her for at støtte hæren mod Broderskabet. Den vil anholde alle, der er involveret i vold. Morsi lovede os mange ting, som han ikke har holdt, men for både ham og Broderskabet er spillet forbi, og det vil det være i lang tid fremover,« siger den 28-årige Anwar Khamis på Tahrir-pladsen.

Foran universitetet er man forberedt på en lang kamp.

»Sisi, ElBaradei og de andre er meget dårlige mennesker. Men vi har valgt Morsi, ingen har valgt Sisi. De vil tilintetgøre alle vore valg med magt, men vi bliver her, indtil vi får Morsi igen. Det vil ske gennem folkets magt, som da vi fjernede Mubarak,« siger økonomichefen Magdy Khalil Ibrahim, der arbejder i Saudi-Arabien, men nu er hjemme i Egypten for at hjælpe Morsi-støtterne.

På Tahrir-pladsen strømmer folk fortsat til. En større gruppe bærer bannere og skilte rettet mod USAs præsident, Barack Obama, og hans angivelige forkærlighed for islamister. Skepsissen over for Egyptens nærmeste allierede og store donor gennem en årrække er udtalt. Der er også anklager fra det gamle regimes tilhængere om, at afsættelsen af Mubarak kun blev muliggjort gennem USAs »forræderi«. Blandt islamisterne er det populært at henvise til en amerikansk-israelsk konspiration. De egyptiske generaler er derimod fredet trods deres årlige og fortsatte direkte støtte fra USA til en værdi af halvanden milliard dollar. Paradokser er der nok af i Egypten i disse dage, men der er ingen lette løsninger. Enighed om at pege fingre ad USA vil ikke lukke sårene eller forhindre en truende borgerkrig.