Egypten sigter Morsi for tyveri af statshemmeligheder

Egyptens tidligere præsident skal via sine rådgivere ifølge anklagerne have udleveret oplysninger til golfstaten Qatar om blandt andet hærens våbendepoter.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

EGYPTEN: Egyptens fængslede og tidligere præsident Mohamed Morsi er lørdag blevet sigtet for at have stjålet statshemmeligheder.

Ifølge sigtelsen er statshemmelighederne blevet udleveret til golfstaten Qatar, der både støttede Morsi og Det Muslimske Broderskab, som var hans magtbase og nu er forbudt i Egypten.

Reuters skriver, at de oplysninger, som Morsis rådgivere har udleveret, drejer sig om placeringen af de væbnede styrkers våbendepoter samt detaljerede oplysninger om den egyptiske udenrigs- og indenrigspolitik.

Videregivelsen skulle ifølge sigtelserne også have inkluderet en jordansk journalist fra TV-stationen al Jazeera, der via en nyhedsredaktør har været kontakt til Qatars efterretningsvæsen, som i sidste ende skal have betalt Morsis rådgivere en million dollar for dokumenterne.

Egyptens offentlige anklager siger lørdag, at den hemmelige efterforskning har tilvejebragt tilstrækkelige beviser til, at Morsi og ni andre er blevet sigtet for spionage.

De egyptiske myndigheder har for flere måneder siden lukket al Jazeeras kontor i Cairo. Tre af TV-stationens journalister i sendt fængsel under anklage for at have ydet støtte til en terrororganisation, som Det Muslimske Broderskab betegnes.

Reuters har ikke kunnet få kommentar til udviklingen fra al Jazeera, og det samme gælder fra Det Muslimske Broderskab, For som nyhedsbureauet bemærker, så sidder hovedparten af ledelsen i broderskabet i fængsel.