Egypten har kurs væk fra demokratiet

Det er ikke Syrien, og det er heller ikke en borgerkrig. Men det bliver sværere og sværere at se, hvordan egypterne skal finde tilbage til den demokratiske kurs, der blev sat af en folkelig bølge og resulterede i de første frie valg i Egyptens mangetusindårige historie.

I skæret af de genantændte gadekampe i Cairo synes egypternes vej mod demokrati at ende blindt. Myndighedernes »krig mod terror« er måske slet ikke så langt væk fra begivenhederne i Syrien, som mange drømmer om. Fold sammen
Læs mere
Foto: Picasa

I dag virker revolutionen i Egypten og borgerkrigen i Syrien pludselig knap så meget som hinandens modsætninger. Mange og især egyptiske tilhængere af militærets overtagelse af magten fra den afsatte præsident Mohamed Morsi vil fnysende sige, at der ikke er nogen sammenligning.

Der er ikke enorme flygtningestrømme ud over grænserne fra Egypten, byer er ikke forvandlet til ruindynger, og mange egyptere fortsætter med deres dagligdag, hvor de kun kommer i sporadisk kontakt med urolighederne og især mærker den med øget usikkerhed i gaderne, det nu mange uger lange natlige udgangsforbud og økonomiske trængselstider.

Men begge steder taler man nu om en »krig mod terror«, som verden må forstå er nødvendig. I Syrien har Det Muslimske Broderskab været en ledende kraft blandt oprørerne, der med stor konsekvens kaldes terrorister af regimets talsmænd. Også i Egypten er medlemmer og tilhængere af Det Muslimske Broderskab siden afsættelsen af Morsi i juli karakteriseret som terrorister, og stigende grad anses det som forræderi overhovedet at rejse tvivl ved det militære indgreb. Landets de facto leder, general Abdel Fattah al-Sisi, har netop i et interview med en lokal avis igen afvist, at han har stået i spidsen for et kup og understreget, at hæren besvarede »folkets vilje«.

»Jeg sagde til Morsi i februar, at han havde fejlet, og at hans projekt er forbi,« blev Sisi citeret for at sige i al-Masry al-Youm.

Samtidig er det fortsatte spekulationer om, hvorvidt Sisi selv vil stille op til det præsidentvalg, der ifølge hans »køreplan« tilbage mod demokratiet skal finde sted inden længe. Populariteten synes i øjeblikket at kunne bære det, men generalerne har langtfra kunnet levere den stabilitet, som var det vigtigste grundlag for magtovertagelsen.

Efter de blodige sammenstød søndag flere steder i Egypten, hvor hovedparten af de mindst 53 dræbte mistede livet under sammenstød mellem demonstranter og sikkerhedsstyrker i Cairos centrum, fortsatte eskaleringen mandag. Nær Suez-kanalen i byen Ismailia blev en officer og fire soldater skudt ned, mens de var på patrulje. I den sydlige del af Sinai-halvøen i Al-Tor, omkring 100 kilometer fra den populære ferieby Sharm el-Sheikh, resulterede en voldsom formodet bilbombe-eksplosion i mindst to dræbte og omkring 50 sårede ved et hovedkvarter for sikkerhedsstyrkerne, og i Maadi-velhaverkvarteret i hovedstaden Cairo blev en TV-stations paraboler beskudt med raketstyr.

Det er ikke Syrien, og det er heller ikke en borgerkrig. Men det bliver sværere og sværere at se, hvordan egypterne skal finde tilbage til den demokratiske kurs, der blev sat af en folkelig bølge og resulterede i de første frie valg i Egyptens mangetusindårige historie. Udefra betragtet virker generalerne ikke overvældende engageret i at vende tilbage til demokrati trods løfterne om valg. Søndagens uroligheder fandt sted i forbindelse med, at militæret under omfattende sikkerhedsforanstaltninger havde kaldt til fejring på Tahrir-pladsen af 40-årsdagen for Yom Kippur-krigen mod Israel. Forud havde myndighederne advaret om, at demonstranter mod hæren ville blive set som agenter for fremmede magter, og da modstandere af afsættelsen af Morsi alligevel gik på gaden i stort tal blev de mødt med både tåregas og skarpe skud.

Mange iagttagere har hæftet sig ved, at demonstrationerne mod generalerne og den midlertidige regering har ebbet ud, og at heller ikke søndagens fremmøde modsvarede de titusinder af demonstranter på gaden lige efter afsættelsen af præsident Morsi. Man kan også se det fra den synsvinkel, at det er bemærkelsesværdig, at der overhovedet fortsat er nogen på gaden. Stillet over for sikkerhedsstyrker, der ser ud til at have fået endnu friere hænder end under den tidligere diktator Hosni Mubarak. Med omkring 2.000 medlemmer af Det Muslimske Broderskab i fængsel, inklusiv stort set hele bevægelsens ledelse. Og med demonstranternes overhængende risiko for selv at blive anholdt, gennembanket eller skudt.

Reelt kan ingen vide, hvordan de millioner af vælgere nu stiller sig, som tidligere gav magten til Morsi og til Broderskabet ved parlamentsvalget før det. I øjeblikket gør de nye magthavere alt for helt at eliminere Broderskabet.

Der synes mindre og mindre udsigt til, at generalerne vil tage chancen med at prøve dem af, og teste »folkets vilje« på demokratisk vis og se, om utilfredsheden med de islamistiske politikere er så udtalt, som det igen og igen er blevet hævdet som legitimering af magtovertagelsen af juli.

»Det er den egyptiske form for demokrati. Vi giver det en ny chance,« lød det dengang jublende fra generalernes støtter.

Men noget »egyptisk forår« er det ikke. I øjeblikket virker det mest som om »krigen mod terror« kan opsluge alt og legitimere alt og i sidste ende måske bekræfte sig selv. Måske slet ikke så langt væk fra begivenhederne i Syrien, som mange ville ønske sig.