Efterretningstjeneste: Terrorbomber i computere kan snige sig gennem sikkerhedskontrol

Terrorgrupper har ifølge FBI udviklet bomber, der kan skjules i elektronisk udstyr, og bomberne opdages ikke af lufthavnenes scannere.

KUWAIT-US-TRAVEL-AVIATION-SECURITY
Rejsende fra Mellemøsten har udtrykt stor frustration over de amerikanske og britiske regeringers beslutning om at indføre forbud mod bærbare computere på fly til USA og Storbritannien. Nu skriver CNN, at forbuddet skyldes nye efterretninger om, at terrorister kan skjule eksplosiver for lufthavnenes sikkerhedsscannere. Fold sammen
Læs mere
Foto: YASSER AL-ZAYYAT

Den amerikanske efterretningstjeneste FBI mener, at IS og andre terroristorganisationer har udviklet nye måder at placere sprængstoffer i f.eks. bærbare computere, som almindelige scanninger i lufthavnen ikke kan opdage. Det skriver CNN.

Efterretningstjenesten mener, at terrorister har skaffet sig adgang til avanceret udstyr som kan teste, hvor godt de eksplosive sprængstoffer er skjult og på den måde udvikle bomber, der er langt sværere at opdage.

»Vi har en politik om, at vi ikke diskuterer fundene af vores efterretninger. Men vores undersøgelser tyder på, at terroristgrupper vil fortsætte med at angribe luftfartsindustrien, og at de vil forsøge at gemme sprængstof i elektronisk udstyr,« hedder det i et svar fra The Department of Homeland Security til CNN.

Forbud mod elektronisk udstyr ombord på fly

En række undersøgelser foretaget af FBI viser, at den nye måde at gemme sprængstof på gør det langt sværere for lufthavnene at opdage bomber gennem scanninger.

De nye efterretninger spillede ifølge CNN en afgørende rolle i Trump-regeringens nylige forbud mod, at flypassagerer fra otte mellemøstlige - og afrikanske lande kan medbringe bærbare computere og andet elektronisk udstyr om bord på fly i ti forskellige lufthavne.

CNN skriver desuden, at de nye oplysninger rejser spørgsmålet om, hvorvidt Trumps elektronikforbud er bredt nok.

»Den amerikanske regering vurderer kontinuerligt de efterretninger, vi har og indsamler nye. Det gør det muligt at evaluere vores luftfartssikkerhed og indføre procedurer eller regler, der kan øge sikkerheden, hvis det er nødvendigt. Alle passagerer er beskyttet af et robust sikkerhedssystem,» hedder det i svaret fra The Department of Homeland Security til CNN.

I februar 2016 detonerede en bombe, som var gemt i en bærbar computer ombord på et fly fra Somalias hovedstad, Mogadishu til Dijobuti, Afrikas horn. En operatør fra terrorgruppen al-Shabaab, en somalisk gren af al-Qaeda, der detonerede bomben, der var gemt der, hvor DVD-drevet skulle have været. Det var ifølge CNN den hændelse, der fik efterretningstjenestens øjne op for, at terrorister kan udvikle bomber, som kan slippe forbi lufthavnenes scanninger.

Det amerikanske elektronikforbud gælder kun fly fra bestemte mellemøstlige- og afrikanske lande, og passagerer, der flyver fra Danmark til USA kan stadig medbringe computere og telefoner ombord på flyet.

De amerikanske myndigheder udtaler, at de har tillid til sikkerheden i de amerikanske og europæiske lufthavne. Fordi lufthavnene har »flere lag« af sikkerhed og også benytter sig bl.a. af sporhunde og sprængstofdetektorer.