Efterladt IS-mine tager livet af 24 arbejdere i Syrien

Islamisk Stats territorium svinder ind i Syrien. Men gruppen har efterladt dødbringende bomber og miner.

Selv om Islamisk Stat (IS) stort set har mistet sit territorie i Syrien, har den militante gruppe efterladt livsfarlige spor.

Søndag formiddag eksploderede en landmine, som Islamisk Stat angiveligt har plantet, da den blev påkørt af en vogn med 24 arbejdere om bord.

Landminen eksploderede nær byen Salamiyeh, der ligger i den vestlige del af Syrien.

Ikke langt fra byen eksploderede en anden mine tidligere på måneden, hvor otte personer mistede livet.

Islamisk Stat ventes at have efterladt utallige landminer og bomber flere steder i Syrien, som den militante gruppe ikke længere kontrollerer.

I de seneste uger har der været meldinger om, at Syriens Demokratiske Styrker (SDF) har tvunget IS-militante op i et hjørne i den østlige del af Syrien.

Med hjælp fra USA-ledede styrker, har de syriske kurdere i SDF formået af svække IS nær grænsen til Irak.

Området, som den militante bevægelse har kontrol over, vurderes nu til at være mindre end en kvadratkilometer.

Der er dog løbende meldinger om, at nogle af IS-styrkerne fortsat kan gemme sig i tunneler under jorden.

Ifølge SDF arbejder deres styrker fortsat på at fragte civile ud fra området, før de kan rykke ordentligt ind.

/ritzau/AP