Den netop overståede valgkamp har gjort mange amerikanere vrede. I de store byer demonstrerer tusindvis af amerikanere med slagordene »Not my president« om deres kommende præsident Donald Trump. Samtidig har et gammelt spøgelse i det amerikanske samfund stukket sit grimme ansigt frem igen. Racismen.
Flere medier beretter om hadefulde og racistiske reaktioner oven på valget, og de sociale medier flyder over med eksempler.
»Mit første møde med racisme efter vores nye joke af en præsident. I dag, da jeg var i Wallmart, kom en kvinde hen til mig, trak min hijab af og sagde »det her er ikke tilladt længere. Så hæng dig selv med den rundt om din nakke, ikke dit hoved. Jeg er traumatiseret.«
Sådan skrev en ung kvinde på Facebook dagen efter præsidentvalget.
Hun er langt fra det eneste offer for racisme. På Twitter og Facebook deler amerikanere deres møde med »Trump World« efter præsidentvalget i tirsdags.
Journalist og aktivist Shaun King har, med en halv million følgere på Twitter, gjort det til sin mission at dele forskellige eksempler på racisme, som knytter sig til præsidentvalget. Twittersiden ’Day 1 in Trump’s America’ er en samling af historier fra hele USA. Og historierne er mange.
Racisme på gaden
En ung afro-amerikansk kvinde i Queens, New York, har delt sin søsters besked på Facebook. Det fremgår, at en gruppe folkeskoleelever bad hende sidde bagerst i bussen, fordi hun er sort.
En anden kvinde har på sin Facebook beskrevet, hvordan hun forleden overhørte fire hvide mænd snakke om deres glæde over valgresultatet, hvorefter de gik over til hende, og sagde ”Hvor bange er du, din sorte kælling? Jeg burde bare dræbe dig lige nu, du er spild af luft.”
En tredje ung kvinde har delt følgende besked sin Facebook.
»I dag blev jeg chikaneret af en ældre, hvid mand, som gik ud fra, at jeg var mexicaner. »Jeg kan slet ikke vente på, at Trump beder os om at voldtage dit folk og sende jer tilbage over den største mur, som vi kommer til at bygge. Skrid tilbage til helvede, wet back (skældsord brugt om ulovlige mexicanske immigranter, red.)« Efter han sagde alt det, kastede han vandet i sin kop i hovedet på mig, gav mig fingeren og løb så sin vej.«
Racisme på campus
Flere amerikanske aviser har skrevet om racistiske episoder fra universiteter rundt om i landet.
Ifølge The Bosten Globe kørte to hvide mænd i torsdags fra et nærliggende universitet ind på Wellesley Colleges campus i Massachusetts, samme skole Hillary Clinton gik på tilbage i 1960erne. De stoppede bilen foran forsamlingshuset for studerende med afrikansk baggrund, hvorpå de flagede med et Trump-flag og spyttede efter en kvindelig studerende, skriver avisen.
I den anden ende af USA er politiet, Ifølge CNN, i gang med at undersøge en sag på San Jose University i Californien, hvor en muslimsk studerede blev overfaldet af en mand, der trak tørklædet af hendes hoved, hvilket fik hende til at miste balancen.
På University of Pennsylvania blev en række sorte studerende i fredags tilføjet til en gruppe på internettet, hvor de modtog nedsættende beskeder og billeder af sorte, der bliver lynchet, skriver CNN.
Racisme i klasseværelset
I byen Center Valley i Pennsylvania beskrev en lærer på den lokale high school, at en gruppe elever har brugt ordet »neger« og sunget »Heil Hitler« i klasseværelset, skriver lokalavisen Leigh Valley.
På en skole i Minnesota er toiletbåsene blevet overmalet med nedsættende bemærkninger som »Skrid tilbage til Afrika« og »Gør Amerika stor igen«. Derudover var hashtags som #Trump og #whitesonly sprayet på døren.
Ifølge CNN har en elev på en high school i Redding, Californien, lagt en video ud på Twitter af sig selv, hvor han deler breve ud til elever med anden etnisk herkomst. På brevene står der ’deportation’. Han mente selv, at videoen var sjov.