Efter næsten tre måneder uden smitte: Coronavirus er tilbage på svenske plejehjem

I løbet af den seneste uge er over 20 beboere og personale testet positive for virussen på fire af Stockholms plejehjem.

I Sverige er der brudt coronavirus ud på fire plejehjem i Stockholm, inden et besøgsforbud ophæves i næste uge. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Om mindre end en uge ophæves besøgsforbuddet på de svenske plejehjem igen.

Men allerede nu er en uvelkommen gæst trængt ind på fire plejehjem i Stockholm. I løbet af den seneste uge er over 20 personer – beboere og personale – testet positive for coronavirus, skriver Sveriges Radio.

Det kommer efter næsten tre måneder uden coronasmitte på Sveriges plejehjem, som i begyndelsen af pandemien ellers var særligt hårdt ramt.

Fra svenske myndigheder har forklaringen på landets relativt høje dødstal ofte været, at virussen spredte sig på plejehjemmene.

Ifølge Stefan Amér, læge og chef for Familjeläkarna, som har ansvar for flere af byens plejehjem, er det formentlig de ansatte, der har taget den nye smittespredning med ind på plejehjemmene.

Mulig anden bølge

Efter en sommer med nedadgående smittetal har Sverige i den seneste uge oplevet en stigning igen. Det har fået eksperter og læger til at advare om en mulig anden bølge.

»Det er klart, at når vi ser en øget smittespredning i samfundet, så findes der mange måder for virussen at flytte ind på plejehjemmene også,« siger Stefan Amér til Sveriges Radio.

»Og eftersom familie og personale, som er symptomfrie, også med al sandsynlighed kan tage smitten med ind på plejehjemmet, så kan det jo følge med en person, som ikke ved, at de har symptomer.«

Han håber ikke desto mindre stadig på, at besøgsforbuddet ophæves i næste uge, og at der i samme ombæring fremlægges klare retningslinjer for, hvordan besøgene skal foregå sikkert.

»Det her drejer sig om alvorligt syge, ældre sårbare mennesker, som måske ikke har lang tid igen i livet. Og det betyder selvfølgelig enormt meget for mange af dem, at de så kan få lov til at se folk,« siger han til Sveriges Radio.