Efter besynderlige droner er blevet spottet over USAs østkyst, indføres der i dele af staten New Jersey et midlertidigt flyveforbud for droner.

Beslutningen er truffet af det føderale luftfartsagentur (FAA), skriver CNN.

Forbuddet betyder, at droner i visse dele af New Jersey ikke må benyttes.

Restriktionerne har til formål at begrænse flyvninger med droner over kraftværker og infrastruktur.

Forbuddet gælder udelukkende droner – og altså ikke fly og helikoptere.

Det træder i kraft nu og gælder indtil 17. januar.

Forbuddet kommer, efter at mystiske droner er blevet set på himlen over den amerikanske østkyst. Særligt er de blevet spottet i nærheden af militære faciliteter.

Myndighederne har været ude at sige, at ingen fremmede magter står bag, og at der formentlig er tale om misforståelser – at folk for eksempel har set mindre fly på himlen – eller lovlige droner.

Hvem der har opsendt dronerne, og hvorfor de særligt har fløjet rundt over militærbaser, har myndighederne stadig ikke sagt noget om.

Har affødt mange spekulationer

Observationerne begyndte for omkring en måned siden.

Da det indledningsvist har været sparsomt med oplysninger om dronernes oprindelse, fik de flyvende objekter de sociale medier til at bugne over med påstande og konspirationsteorier.

Der er blevet spekuleret i, at det kan være alt fra spionage til hemmelige militærøvelser til ufoer fra det ydre rum.

De amerikanske myndigheder er blevet beskyldt for at dække over, hvad dronerne i virkeligheden er.

Pentagon har siden været ude at sige, at det amerikanske militær ikke selv er afsender på de flyvende objekter.

Mandag udsendte en lang række amerikanske myndigheder – herunder FBI og forsvarsministeriet – en fælles erklæring, der adresserede de mange droneobservationer.

Dronerne udgør ikke nogen national sikkerhedstrussel, lyder konklusionen.

»Efter at have undersøgt de tekniske data og tips fra bekymrede borgere nøje vurderer vi, at observationerne til dato omfatter en kombination af lovlige kommercielle droner og hobbydroner samt bemandede fly, helikoptere og stjerner, der ved en fejltagelse er blevet rapporteret som droner,« lyder det i erklæringen.