Efter Manafort-afsløring: Trump nægter at svare på flere spørgsmål om russisk indblanding

Specialanklager Robert Mueller skal ikke regne med mere hjælp fra præsident Donald Trump i hans undersøgelse af russisk indblanding i det amerikanske præsidentvalg, fortæller Trumps advokat.

Trump vil ikke tale mere med Robert Mueller, lyder det fra hans advokat dagen efter, at Trumps tidligere kampagnechef igen er dukket op i efterforskningen. Paul Manafort har under valgkampen delt valgdata med en russer, der mistænkes for at have forbindelser til den russiske efterretningstjeneste. Fold sammen
Læs mere
Foto: NICHOLAS KAMM, MANDEL NGAN

Trump er færdig med at svare på spørgsmål fra specialanklager Robert Mueller.

Det fortæller præsidentens advokat Rudy Giuliani til Reuters onsdag. Efter at have svaret skriftligt på en række spørgsmål fra specialanklageren i november, har Trumps kontor nu meddelt Mueller, at præsidenten ikke længere vil samarbejde.

»Hvis det står til os, er det hele slut nu,« fortalte Giuliani til Reuters, og understregede, at det nu er op til Mueller:

»De kan forsøge at stævne ham. Men de ved, vi kan kæmpe imod det,« siger han.

Mueller undersøger den russiske indblanding i det amerikanske præsidentvalg i 2016, og om der var forbindelser mellem Ruslands regering og Trumps kampagne undervejs. Han har stået i spidsen for undersøgelsen siden maj 2017, og det er endnu uklart, hvornår undersøgelsen er færdig, selv om flere medier forventer, at der snart kan komme en rapport.

Trump svarede på spørgsmål fra Mueller i november på den betingelse, at der ingen spørgsmål ville være om, hvorvidt han forsøgte at ødelægge efterforskningen, da han blev præsident, ved at fyre FBI-direktøren, James Comey.

Tirsdag blev det afsløret, at Paul Manafort, som var Trumps kampagnechef, i 2016 delte valgdata med en russer, som har forbindelse til den russiske efterretningstjeneste. Han beskyldes i øvrigt for at forsøge at dække over kontakten med en russer ved navn Konstantin Kilimnik.

I 2017 kom det frem, at Manafort sammen med Donald Trump Jr. og Jared Kushner mødtes med den russiske advokat, Natalia Veselnitskaya, for at få smuds om Hillary Clinton under valgkampen i 2016. Veselnitskaya har siden været en central skikkelse i efterforskningen af russisk indblanding, fordi hun har tætte forbindelser til Kreml.

Manafort er i forvejen blevet dømt skyldig i økonomisk kriminalitet, og indgik i september 2018 et forlig med Mueller. Det betød, at syv anklageforhold mod ham blev sænket til to, som han erklærede sig skyldig i – og til gengæld indvilligede han i at samarbejde med Muellers efterforskning af russisk indblanding i præsidentvalget.

Men Manafort har undervejs givet usande informationer til Muellers efterforskningshold, har det lydt fra anklageren i december. Det gælder blandt andet kontakten med russeren, som Manafort har delt valgdata med.

Trump har gentagne gange nægtet, at der skulle have fundet noget som helst samarbejde sted mellem Rusland og hans kampagne. Der er heller ikke bevis for, at han skulle have kendt til Manaforts forbindelser til russere under valgkampen.

Rusland har ligeledes nægtet enhver form for indblanding i det amerikanske præsidentvalg, selv om både amerikanske efterretningstjenester og Senatet har konkluderet, at Rusland forsøgte at påvirke valget – blandt andet ved at oprette falske profiler, som kunne sprede falske nyheder og propaganda på sociale medier.

Når Muellers efterforskning er færdig, afleveres den som rapport til det amerikanske indenrigsministerium. Det er endnu uklart, om den også gøres offentlig.