Når Robert Mugabe - med tilnavnet Afrikas Løve - i allernærmeste fremtid ikke længere er Zimbabwes præsident, ventes det, at krokodillen tager over.
Hans rigtige navn er Emmerson Mnangagwa, men han er opkaldt efter det frygtede rovdyr, fordi krokodillen på de kanter er berygtet for både at være snu og hensynsløs.
Den nu 71-årige Mnangagwa har været tæt på Robert Mugabe, siden han i 1980 blev landets premierminister og siden Zimbabwes præsident.
Mnangagwa har været Mugabes personlige assistent og livvagt. Han har haft fem ministerposter under Mugabe, herunder ansvaret for statens sikkerhed, hvilket i et autoritært regime som Zimbabwe har det med at give blod på hænderne. Han har været parlamentsformand og fra 2014 - indtil han blev fyret af Mugabe for et par uger siden - sad Mnangagwa på posten som vicepræsident.
»Han har meget længe været Mugabes legendariske vandbærer«” konstaterer den åbne, panafrikanske nyhedsplatform, African Arguments.
Fængsel i ti år
Faktisk går Mugabes tætte parløb med Mnangagwa endnu længere tilbage. Under oprørskrigen mod det hvide mindretalsstyre tilbage i 60’erne og 70’erne kæmpede de to mænd side og side. Mugabe som oprørets leder, Mnangagwa som leder af den militært effektivt såkaldte krokodille-bande. Først i 1960erne blev han – som blot 21-årig - taget til fange og fik en fængselsdom på ti år, som han en del af tiden afsonede med Robert Mugabe selv.
I fængslet begyndte han at studere jura, og efter løsladelsen gjorde han studiet færdig med en eksamen på University of London.
Det er dog ikke den store sans for retfærdighed eller lov og ret, der har præget Emmerson Mnangagwa virke som magthaver. Han har ikke - i hvert fald ikke højlydt - gjort indsigelser mod Mugabes økonomiske nationalisme og undertrykkelse af oppostionen.
Ikke mindst et sandt blodbad allerede to år inde i Mugabes første periode som premierminister klæber for alvor til Mnangagwas navn. Han var minister for statens sikkerhed, da hæren blev sat ind mod et oprør i en etnisk minoritetsgruppe. Mindst 20.000 mennesker blev slaget i flere massakrer, men Mnangagwa afviser at have spillet en rolle. Ansvaret er hærens, har han sagt.
Ifølge en FN-rapport fra 2001 kan Mnangagwa dog ikke løbe fra ansvaret for at have plyndret Den Demokratiske Republik Congo for naturressoucer, da Zimbabwe i 1998 intervenerede i landets borgerkrig.
Af nyere dato siges Mnangagwa også at have spillet en afgørende rolle i den voldelige kampagne, der i 2008 passiverede den politiske opposition, som på det tidspunkt var begyndt at ligne en trussel mod den Mugabes magtmonopol. Flere hundrede oppositionstilhængere blev dræbt og adskillige tusinde måtte flygte fra hus og hjem.
Økonomisk reformator?
Og hvad kan de knap 17 millioner zimbabweanere så vente sig med Mnangagwa som præsident?
Formentlig en bedre økonomi, hvilket også er stærkt tiltrængt i et land, der længe har været på fallittens rand på grund af en eklatant fejlslagen regeringsførelse.
»Han er tidligere blev peget på af mange som det bedste håb inden for Zanu-PF (regeringspartiet, red.) for en pragmatisk økonomisk genopretning baseret på et nyt engagement med internationale kreditorer og en reformpakke, der vil give en vis grad af hårdt tiltrængt tillid. Han har nu en chance for at vise, at han kan indfri dette løfte,« skriver tænketanken International Crisis Group i en analyse.
Lige siden 1980’erne har Mnangagwa forsikret London om, at han vil være en mere effektiv og teknokratisk leder end Mugabe, skriver African Arguments, der understreger, at den tidligere britiske kolonimagt er blevet overbevist: Det britiske udenrigsministerium ser nu Mnangagwa som den afløser, der bedst kan samarbejdes med om at redde Zimbabwe ud af det økonomiske morads.
En demokrat?
Politisk er det formentlig mere tvivlsomt, om Mnangagwa er en pragmatisk reformator. Om Zimbabwe får mere frihed under Mnangagwa, end de havde under Mugabe.
Som seniorforsker ved Institute of Commenwealth Studies og forfatter til flere bøger om Afrika, Martin Plaut, noterer på Twitter om et amerikansk dokument lækket af wikileaks:
»Hvis Emmersom Mnangagwa er Zimbabwes næste præsident, så husk, hvad USA sagde om ham i 2000: Mnangagwa, udbredt frygtet og foragtet i landet, kan være en endnu mere repressiv leder en, hvis han viser sig at være Mugabes udpegede.«
Det kan selvfølgelig vise sig, at Mnangagwa er kommet på andre tanker end de, han som ung blev indskærpet under et ophold i Kina som studerende på Kommunistpartiets skole for ideologi.
På den anden side, så kan krokodiller ifølge fagskaben betragtes som levende fossiler, da de ikke har forandret sig synderligt inden for de sidste 90 millioner år.