Den danske ambassadør i Tehran, Jesper Vahr, er blevet indkaldt til en samtale hos det iranske udenrigsministerium. Det oplyser talspersonen for det iranske udenrigsministerium, Nasser Kanaani, ifølge det statslige iranske nyhedsbureau Islamic Republic News Agency (Irna).
Det sker, efter at den dansk-iranske kunster Firoozeh Bazrafkan lørdag stillede sig op foran den iranske ambassade i København og rev en koran på et rivejern. Her rev hun sider ud af Koranen, krøllede dem sammen til klumper, rev dem i småstykker på et rivejern og smed dem i noget, der ligner en urne, som B.T. har beskrevet.
Se optrinnet her.
Det er Iran alt andet end tilfreds med. Derfor er den danske ambassadør blevet indkaldt til en samtale. Ifølge nyhedsbureauet Irna vil Iran bruge samtalen til at videreformidle Irans protest mod Firoozeh Bazrafkans performance, som ifølge Iran blev udført for at »vanhellige« Koranen.
Iran var også ude at reagere på Firoozeh Bazrafkans handling søndag. Her sendte den iranske ambassade i København en besked direkte til Mette Frederiksen og den danske regering:
»Ambassaden gentager endnu en gang sin ekstreme forfærdelse over, hvad der er ved at blive et rutinemæssigt angreb på muslimers tro over hele verden, og opfordrer den danske regering til at træffe de nødvendige foranstaltninger i overensstemmelse med sine internationale forpligtelser for at sætte en stopper for dette cirkus,« skrev ambassaden i en pressemeddelelse, som B.T. har omtalt.
Firoozeh Bazrafkan har selv kaldt sin handling for en »kunstperformance«, der skal »udstille islamisk hykleri«:
»Performancen er en kommentar til det iranske styres krav om respekt for Koranen. Et krav som oser af dobbeltmoral. Styret selv viser nemlig ingen respekt for kvinders rettigheder og hævder, at netop Koranen berettiger styrets undertrykkelse af millioner af kvinder,« skrev Firoozeh Bazrafkan i en pressemeddelelse.
Det er ikke første gang, at Jesper Vahr er blevet kaldt til en samtale af det iranske udenrigsministerium. Det skete også i juli, efter at en koran blev brændt af ved den irakiske ambassade i København.