Efter knap to år åbner Australien for udenlandske turister

Australien vil fra slutningen af februar igen tage imod turister, siger premierminister Scott Morrison.

 
Efter at være lukket ned i halvandet år, åbnede de australske grænser endelig i oktober 2021. Video: Reuters/Ritzau Scanpix. Redigering: Andreas Hein Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Australien åbner sine grænser for færdigvaccinerede turister fra den 21. februar.

Det oplyser premierminister Scott Morrison på et pressemøde mandag, næsten to år efter at han lukkede grænserne for alle andre end australske statsborgere i et forsøg på at begrænse smitten med coronavirus.

»Hvis du har fået to vaccinestik, ser vi frem til at byde dig velkommen tilbage til Australien,« siger Morrison.

Meldingen kommer, kort tid før at der skal holdes parlamentsvalg i Australien. Valget skal afholdes senest den 21. maj, og Scott Morrison ligger dårligt i meningsmålingerne.

Første skridt mod at åbne landet for udlændinge tog Australien den 15. december sidste år, hvor grænserne blev åbnet for veluddannede migranter og udenlandske studerende.

Grænseåbningen sker i et forsøg på at booste landets økonomi, der er blevet hårdt ramt af strenge coronanedlukninger.

Australien har vaccineret næsten 80 procent af sin befolkning over 16 år med to doser, mens knap 85 procent har fået den første dosis.

Landet lukkede sin grænser tilbage i marts 2020 – i begyndelsen af pandemien. Det skete for at begrænse spredningen af coronavirus.

Der blev samtidig indført begrænsning på antallet af statsborgere og fastboende, som fik lov til at vende tilbage fra udlandet.

Grænseåbningen ventes at lette manglen på arbejdskraft, hvilket truer med at vanskeliggøre en økonomisk fremgang.

De udenlandske studerendes tilbagevenden vil desuden afhjælpe manglen på løsarbejdere i blandt andet servicebranchen.

De udenlandske studerende er omkring 35 milliarder australske dollar værd for landets økonomi. Det svarer til omkring 161 milliarder danske kroner.

/ritzau/Reuters