Opdateret

Efter kampvognene var trillet gennem Washington, rettede Trump ordet mod USAs fjender: »Jeres undergang vil være total«

Mens folk demonstrerede mod »kongen« på tværs af USA, indtog militæret Washington i en storstilet parade. Trump kom med en kontant besked til sine fjender og gav et indblik i fremtidens militær.

»USA! USA!«

Tilskuerne råbte, da præsident Donald Trump indtog scenen i Washington.

Kort forinden havde han gjort honnør, da kampvogne kørte forbi ham, mens militærets fly fløj over himlen, og knap 7.000 soldater marcherede forbi.

»Gang på gang har Amerikas fjender lært, at hvis du truer det amerikanske folk, så kommer vores soldater efter jer,« sagde han:

»Jeres nederlag vil være sikkert. Jeres død vil være endegyldigt. Og jeres undergang vil være total.«

Militærparaden – som er en fejring af Amerikas hærs 250 års fødselsdag – er en af de største i USA i flere årtier, og så finder den ovenikøbet sted på Trumps fødselsdag.

6.600 soldater, omkring 150 køretøjer og 50 fly var med i paraden, hvor store folkemængder ifølge CBS News var mødt op for at se med. Annabelle Gordon/AFP/Ritzau Scanpix

Den korte tale, fødselaren holdt iført et af sine vanlige røde slips, var kort og var mere præget af historie og patriotisme end egentlig politik.

Han benyttede lejligheden til at tale direkte sine USAs fjender.

»Vores soldater giver aldrig op. De overgiver sig aldrig og stopper aldrig nogensinde. De kæmper, kæmper, kæmper. Og de vinder, vinder, vinder,« sagde Trump fra scenen i Washington.

Det blev først besluttet i år, at der skulle være en egentlig parade til at markere dagen. Det har angiveligt længe været et ønske fra Donald Trump. Annabelle Gordon/AFP/Ritzau Scanpix

Demonstranter på gaden: »No king!«

I timerne op til, at paraden gik i gang, gik hundredvis af borgere i USA i demonstrationer tværs over USA igang med at protestere for at vise deres modstand mod Trumps politik.

Trumps modstandere opfatter paraden som en demonstration af en nærmest konge-agtig magt og status, som en ekspert i går formulerede det til Berlingske.

Parader som den, der fandt sted i nat, er nemlig yderst usædvanlige i USA nyere historien og ikke set siden 1990erne, hvor sejren i Golf-krigen blev fejret.

På skilte med teksten »no king« (ingen konge, red.) viste folk deres utilfredshed med Trumps politik på tværs af USA. Sergio Flores/AFP/Ritzau Scanpix

Foruden kampvogne, soldater, fly, helikoptere og andre militært isenkram, der cementerer den amerikanske hærs styrke, deltog også otte marchorkestre, 24 heste, to muldyr og en hund i paraden.

Derudover fik publikum en forsmag på, hvad hæren byder på i fremtiden:

Ved siden af en soldat gik to robothunde, mens der i luften svævede droner.

Ifølge AFP har paraden kostet 45 millioner dollar – omkring 300 millioner kroner.

Til sidst i paraden viste Trump det udstyr, der bliver beskrevet som fremtidens militær, frem. Mandel Ngan/AFP/Ritzau Scanpix

Gerningsmand på fri fod efter politikerdrab

Demonstrationerne det er ikke de eneste begivenheder, der kaster skygger over fejringen af den storstilede fejring af militæret:

Tidligere på dagen blev to demokratiske politikere Melissa Hortman og John Hoffman og deres ægtefæller skudt i delstaten Minnesota.

Melissa Hortman og hendes mand blev dræbt, og en menneskejagt efter gerningsmanden, der menes at have båret polititøj, er nu i gang i Amerika.

Trump har længe været åben omkring hans ønske om en stor militærparade i USA og upåagtet af det, der ellers skete, blev paraden afholdt.

På scenen kunne Trump heller ikke dy sig for at stikke til sin forgænger Joe Biden.

Militærparaden sluttede af med fyrværkeri. Doug Mills/AFP/Ritzau Scanpix

»Vi er det hotteste land lige nu,« sagde han og tilføjede:

»Vi har aldrig gjort det bedre.«

Og det er en besked, som publikum tilsyneladende tager godt imod.

Som talen lakker mod enden bryder de igen ud i råb:

»USA! USA!«