Efter grønlandsk ballade med Trump og Frederiksen: Russerne affyrer interkontinentale missiler i Arktis

Russerne tester deres arsenal højt mod nord.

Et interkontinentalt missil bliver affyret fra den russiske atomubåd »Yuri Dolgoruky« i Barentshavet. Fold sammen
Læs mere
Foto: RUSSIAN DEFENCE MINISTRY PRESS S

Måske som en slags reminder til USA og ikke mindst præsident Donald Trump om magtforholdene i Arktis valgte russerne lørdag at offentliggøre et tweet med deres militære formåen højt mod nord.

I den knap et minut lange video lagt på Twitter af det russiske forsvarministerium affyrer en ubåd et missil nord for den nordlige polarcirkel.

Videoen er ledsaget af en tekst om, at de to atomubåde, »Tula« og »Yuri Dolgoruky«, affyrer de ballistiske missiler, »Sineva« og »Bulava«, i området nord for den nordlige polarcirkel i Ishavet og Barentshavet.

CNN oplyser, at testaffyringerne af russerne bliver betragtet som succesfulde.

»Ifølge ministeriet bekræfter affyringerne missilernes tekniske formåen, og hvad alle missil-systemerne på ubådene er i stand til,« hedder det.

Videon kommer, efter at Donald Trump har sat såvel Arktis som Danmark og Grønland på den internationale dagsorden med et ønske om at købe det godt 2,1 millioner kvadratkilometer store hjørne af Rigsfællesskabet.

Et ønske, som af statsminister Mette Frederiksen (S) er blevet omtalt som »en absurd diskussion«, og som efterfølgende har fået Donald Trump til at aflyse et planlagt statsbesøg i Danmark med en besked om, at Mette Frederiksens udsagn var »nasty«.

Men også et ønske, der er gået verden rundt og også har fundet vej til de russere, der valgte at sende de to testmissiler af sted lørdag.

Rusland er den største militære magt i Arktis, og lørdag kunne Berlingske beskrive, hvordan russerne ikke har været sene til at gøre det dansk-amerikanske spørgsmål til et spørgsmål om Rusland.

Bl.a. har en udenrigspolitisk talsperson for den russiske regering sammenlignet striden om Grønland med Ruslands fremfærd i det krigshærgede Ukraine.

Talspersonen når frem til, at hvis Grønland måtte tilslutte sig en anden stat, så måtte det samme gælde Krim-halvøen, der blev oversvømmet af russiske soldater i 2014 og siden annekteret af Vladimir Putin.

»Jeg forholder mig mere end alvorligt til Trumps udmelding om et køb af Grønland,« sagde talspersonen, Marija Sakharova, foran et klappende publikum på russisk stats-TV.

Også Vladimir Putins talsmand, Dmitrij Peskov, har reageret på Donald Trumps udtalelser. Dog mere kortfattet.

»Katten er ude af sækken,« har han sagt om sagen.