Efter flystyrtet: En fodboldspiller rejser sig

To måneder efter flystyrtet, der stort set udslettede fodboldholdet Chapecoense, er en af de få overlevende, Jakson Follmann, ved at finde tilbage til livet.

Jackson Follman, formerly a reserve goalkeeper and one of the few survivors when a plane carrying his provincial Brazilian soccer team, Associacao Chapecoense de Futebol, crashed into a Colombian mountainside, during physiotherapy in Sao Paulo, Brazil, Feb. 9, 2017. The November crash happened as the team was flying to its first appearance in the final of the Copa Sudamerica, South America's second-biggest tournament. (Lalo de Almeida/The New York Times) Fold sammen
Læs mere

Jakson Follmann griber ud efter rækværket og tager et stift skridt. Og så endnu et. Han prøver den protese, som har erstattet det højre underben. Follmann fik protesen blot en uge tidligere, og mens han tester dens bæreevne, opmuntrer hans far, Paulo, og fysioterapeuten Eliene Lima ham.

Da Folllmann, en nu tidligere fodboldspiller med en moderigtig frisure og et kækt smil, når hen til enden af rækværket, klapper alle i lokalet begejstret. Lima giver Jakson Follmann et kram, og han kvitterer med et genert smil.

Det er mere end to måneder siden, at den 24-årige Follmann mistede sit ben, da et chartret fly med hans brasilianske fodboldhold, Associacão Chapecoense de Futebol, om bord, styrtede ned på en mudret bjergside i Colombia på vej til en udekamp i Medellín. Flystyrtet kostede 71 livet, heraf næsten alle spillere fra Chapecoense, der havde haft en usædvanligt vellykket sæson.

Follmann var reservemålmand og en af blot syv passagerer, der blev fundet i live, da redningsholdene nåede frem til vraget ud på natten. Af de syv døde en efterfølgende på hospitalet.

Terapeuterne på Instituto de Prótese e Órtese i São Paulo er forbløffede over, at han allerede nu formår at gå. Follmann er da også synligt stolt over sine fremskridt:

»Efter en enkelt uge med fysioterapi kunne jeg tage mine første skridt,« fortæller Jakson Follmann: »Det var en rigtig stor sejr for mig.«

Flystyrtet og tragedien for fodboldklubben har givet genlyd verden over. Der var kun få fodboldfans uden for Sydamerika, der nogensinde havde hørt om Chapecoense fra det sydlige Brasilien inden styrtet i slutningen af november 2016, der gjorde en brat ende på klubbens første optræden i slutspillet af Copa Sud­americana, den næststørste klubturnering i Sydamerika. Men da nyheden blev kendt ude i verden, holdt en række af fodboldens største hold et minuts stilhed inden deres kampe, mens topspillere som Lionel Messi sendte personlige budskaber, og hashtagget #ForcaChape blev symbol på den globale sympati og støtte.

Nu har både klubben og de overlevende som Follmann indledt den lange vej tilbage. Klubben har allerede samlet et nyt hold af lejede spillere eller ungdomsspillere, og i sidste måned begyndte holdet så at spille turneringsbold under den nye træner, Vagner Mancini.

»Vi stopper ikke med at kæmpe, det er det budskab, vi har til alle,« siger målmanden, José Constante, der er bedre kendt under sit mellemnavn, Nivaldo. Den 42-årige målvogter var ikke om bord på flyet, og efter katastrofen fulgte han op på sine planer om at trække sig tilbage. Han er nu holdets sportsdirektør.

Fra fjerde division til drømmeland

Chapecoense blev grundlagt i 1973 i Chapecó, en stilfærdig industriby med 210.000 indbyggere omgivet af landbrugsland. Holdet spillede i 2009 i den brasilianske fjerde division, men i 2014 var det nået op i den bedste række, Série A. Follmann kom til klubben som reservemålmand i maj sidste år, da klubben indledte en bemærkelsesværdig række af flotte resultater, der skulle have været kronet af finalen i Copa Sudamericana mod colombianske Atlético Nacional.

Chapecoense rådede ikke over store navne, fortæller Follmann, men klubben var godt organiseret, og der herskede en usædvanlig stærk holdånd:

»Vi var en familie. Der var ingen forfængelighed, ingen stjerner. Som vi siger i fodbold: Der var ingen Pelé.«

Og Follmann fandt hurtigt sin plads. Han var vokset op i Alecrim, en lille by i nabostaten Rio Grande do Sul. Som barn havde han spillet fodbold i baghaven sammen med sin far, en nu pensioneret politibetjent. Follmann siger spøgende, at han blev målmand, fordi han ikke var god til at spille nogen anden position.

Den høje og akrobatiske Follmann rejste hjemmefra som 13-årig for at spille for Grêmio, statens bedst kendte hold. Senere spillede han for mindre hold i Brasiliens bagland, inden han skrev kontrakt med Chapecoense. Her var det dog svært at få spilletid, idet holdets målmand, Marcos Padilha, havde en drømme­sæson, så Follmann nåede kun en enkelt kamp på førsteholdet.

Tre spillere overlevede

Det er altsammen ligegyldigt nu. Padilha overlevede flystyrtet, men døde senere på hospitalet, og Follmanns kvæstelser har kostet ham fodboldkarrieren. I dag ser han selv og familien hans overlevelse som noget af et mirakel.

Da Follmanns kæreste, Andressa Perkovski, ringede til hans familie umiddelbart efter nyhederne om flystyrtet tidligt den 29. november sidste år, gik Paulo Follmann i chok og måtte køres på hospitalet. Men Jaksons mor, Marisa, holdt fast i familiens katolske tro og troede fuldt og fast på, at han havde overlevet.

»Jeg følte, Gud fortalte mig, at han var i live,« fortæller hun. »Og det viste sig at væresandt.«

Follmann fortæller, at han og de to andre overlevende spillere, Hélio Zampier Neto og Alan Ruschel, sad nær den ene vinge, da flyets motorer satte ud. Han fornemmede straks, at der var tale om en kritisk situation og klemte hænderne sammen i frygt. Han fortæller, at det sortnede for hans øjne, da flyet ramte bjergsiden, og at han vågnede op i mørket, hvor et redningshold gik efter skrigene og fandt ham.

Efter at være besvimet vågnede han tre dage senere op på et hospital med sin familie ved sin side.

»Jeg græd meget,« siger han.

»Men de få gange, jeg tænker på ulykken, forsøger jeg så at sige at vende tankerne. Jeg forsøger at tænke på, hvordan alle var glade, og det er godt for mig, for på den måde tænker jeg kun positive ting om dem, der er væk. Det hjælper mig.«

Oversættelse: Lars Rosenkvist