Efter attentatet

Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Den første mindelund, vi støder på ved metroindgangen nær Plaça Catalunya, breder sig ud over det meste af gågadearealet i midten af Las Ramblas. Hundredvis af stearinlys i røde plastikholdere brænder midt mellem et væld af blomsterbuketter. Hist og her titter tøjdyr frem, og overalt ligger der papirlapper og papstykker med poetiske afskedshilsner, indædte besværgelser samt ikke så få politisk ladede stikpiller.

Som korrespondent i disse års terrorhærgede Europa kender man efterhånden disse spontant opståede sørgesteder alt for godt. Det er ofte her, man begynder det tunge men uomgængelige arbejde med at rapportere fra endnu et attentat. Det er her, man blandt beskederne kan finde triste, rasende og smukke ord for det, som er sket, og det er her, man kan tale med de lokale.

Men denne gang er jeg ikke på job. Denne gang er terroren slået ned i min egen by, Barcelona, hvor jeg har boet siden 1999. Og først og fremmest er jeg ikke alene.

Det er min niårige søn, der har bedt om, at vi tager en tur ind til Las Ramblas. Han har skrevet et brev, som han gerne vil lægge ved mindelunden.

»Barcelona er uovervindelig, for barceloneserne er ikke bange, og det er resten af Europa heller ikke,« står der over en tegning af terroristerne bag tremmer. Herefter følger en liste over andre europæiske byer, som har været mål for terror gennem de seneste år. Der er også blevet plads til et par mindeord for familiens hund, som måtte aflives for et par år siden.

Vi går ned til den del af Las Ramblas, hvor blomsterkioskerne ligger. Jeg køber en buket hvide roser, som min mor holdt særligt meget af, og på vejen tilbage tæller min søn de mange mindelunde, der i dagene efter attentatet er vokset frem, dér hvor menneskelige statuer af superhelte, mumier og Christoffer Columbus normalt stiller sig op til glæde for turisterne.

Han når op på 15. Men i alt er der ikke færre end 131 større eller mindre sørgesteder fordelt på det berømte knap to kilometer lange strøg, læser jeg senere i avisen.

Og hvad stiller man på længere sigt op med så overvældende mange vidnesbyrd om sorg og solidaritet i en så forgængelig form?

Barcelona kommune gik først på ugen i gang med at fjerne dem så nænsomt som muligt. Mens de visnede blomster blev kørt til kompost og lysresterne til genbrug, registrerede medarbejdere fra det kommunale arkiv omhyggeligt samtlige breve, beskeder, bamser og legetøjsbiler med angivelse af, i hvilken af de mange mindelunde de blev samlet ind.

Hvad der herefter skal ske, vides ikke. Måske vil man udstille en samling af de mest tankevækkende og bemærkelsesværdige effekter. Måske vil man på en eller anden måde lade dem indgå i et permanent mindesmærke for terrorofrene, som på et tidspunkt vil blive stillet op på Las Ramblas. Under alle omstændigheder er både handlende og beboerne i kvarteret lettede.

»Det (mindelundene og aktiviteten omkring dem, red.) har været lidt som at hele et sår med eddike i stedet for jod,« som en af dem udtrykker det over for La Vanguardia.

Han vil gerne have sin hverdag tilbage. En hverdag, der måske nok er fyldt med lige lovlig mange turister, men hvor en spadseretur ned ad det berømte strøg også for de lokale er ensbetydende med at komme lidt tættere på Barcelonas brogede, livsnydende, ubekymrede og, om man vil, uovervindelige sjæl.

Min søn vil givetvis være enig. I hvert fald får jeg ikke lov at blive stående ret længe, da vi har lagt brevet og blomsterne i udkanten af den store mindelund ved metroindgangen. Han har set et par kæmpesæbebobler stige op ovre på Plaça Catalunya, og nu er det med at komme videre.

Kort efter tordner han rundt sammen med en flok andre børn, mens pladsens duer flakser op; på jagt efter boblerne, som en gøgler slipper løs i den lette brise. Med jævne mellemrum lyder der jubelskrig, når det lykkes at punktere en af dem.

Gøgleren fortæller, at politiet, der normalt kæmper en ulige kamp for at holde Barcelonas vildtvoksende gadehandel mm. blot en anelse nede, de seneste dage har ladet ham være i fred. Måske fordi de har fået andet at bekymre sig om. Eller måske, forhåbentlig, fordi de godt kan se det indlysende rigtige i at lade børn jagte sæbebobler i en terrorramt by. I hvert fald indtil videre.

Inden vi tager bussen hjem, lægger jeg et par euro i gøglerens hat.

Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa