Efter flere dages politisk storm omkring et møde med en russisk advokat i Trump Tower under sidste års præsidentvalgkamp siger Donald Trump Junior til Fox News, at han i bagklogskabens klare lys »sandsynligvis ville have gjort tingene lidt anderledes«.
»Det var før Rusland-feberen. Før Rusland-manien,« siger han til Fox News’ Sean Hannity.
»Jeg tror, grunden til at der ikke ringede en klokke, eller mine antenner var tændt denne gang, skyldtes, at det ikke var et emne, sådan som det har været de seneste ni til ti måneder.«
Balladen skyldes et møde i Trump Tower 9. juni 2016 med den russiske advokat Nathalia Veselnitskaya og Donald Trump Junior, svigersøn Jared Kushner og Trumps daværende kampagnechef, Paul Manafort.
Kunne ikke skjule sin begejstring
New York Times begyndte at skrive om mødet lørdag. Efterfølgende har Donald Trump Junior flere gange ændret forklaring om mødet. I går forelagde avisen Trumps ældste søn, at den var i besiddelse af en mailkorrespondance, der gik forud for mødet. Men i stedet for at vende tilbage med en kommentar skyndte Donald Trump Junior sig en time senere selv at lægge de eksplosive mails ud for at signalere »total gennemsigtighed«.
I en mail fra 3. juni sidste år tilbyder mellemmanden Rob Goldstone, en britisk journalist, at Nathalia Veselnitskaya til et møde vil medbringe oplysninger, der vil »anklage Hillary og hendes forhold til Rusland og vil være meget nyttig for din far«.
»Dette er naturligvis på et meget højt plan følsomme oplysninger, men det er en del af Ruslands og dets regerings støtte til Mr. Trump,« fortsatte Goldstone, der forsøgte at sætte mødet op efter at være kontaktet af den russiske forretningsmand Aras Agalarov og hans søn, popsangeren Emin, som var vært for Trump under konkurrencen for Miss Universe i Moskva i 2013.
Donald Trump Junior kunne ikke skjule sin begejstring for at få følsomme oplysninger om Clinton fra den russiske regering.
»I love it,« skrev han tilbage til Goldstone og gjorde klart, at han til mødet ville medbringe sin svoger Jared Kushner – i dag toprådgiver for Trump – og Trumps daværende kampagnechef, Paul Manafort.
Efterfølgende har Donald Trump Junior fastholdt, at Nathalia Veselnitskaya slet ikke som oplyst havde holdbart smuds på Clinton med på mødet 6. juni.
Men det har ikke stoppet kritik fra både republikanske partifæller og konservative analytikere. Det konservative medie National Review er stærkt kritisk i sin leder.
»Ingen professionel kampagne ville have accepteret et så risikabelt møde, som Trump Junior gjorde, og ingen person med en stærk følelse af anstændighed – Rusland er en fjendtlig magt med et dybt korrupt regime – ville have ønsket det,« hedder det i lederen, der fortsætter:
»Det værste er (…), at Trump Junior-mødet kun er begyndelsen på skadelige åbenbaringer om en form for forhold mellem en russisk regering, der var fast besluttet på at prøve at tippe vægten i et amerikansk præsidentvalg og Trump-kampagnen. Det ville være lettere at kreditere Trump-teamets benægtelser, hvis de ikke så rutinemæssigt vildledte.«
Præsident Donald Trump rykkede derimod sin søn til forsvar onsdag og kaldte ham på Twitter for »ærlig, gennemsigtig og uskyldig« og kaldte den verserende kontrovers om Trumpkampagnens forbindelse til Rusland for »den største heksejagt i den politiske historie. Sørgeligt!«
Ingen opbakning fra republikanere
De afslørende mails er alvorlige for præsidenten, eftersom både Kongressens efterretningsudvalg og FBIs særlige anklager Bob Mueller er opsatte på at komme til bunds i sagen, som nogle allerede har døbt den største demokratiske skandale i USA nogensinde. De amerikanske efterretningstjenester har fastslået, at Rusland har blandet sig i præsidentvalget sidste år. Men FBI og Kongressen undersøger også, om der har været et samarbejde mellem Trumps kampagnestab og en fremmed magt, Rusland, for at miskreditere Clinton og øge Trumps chancer for at vinde valget. Dette kan være ulovligt.
»Dette er på grænsen til mened, falske udsagn og endda potentielt forræderi,« siger senator Tim Kaine, der var Hillary Clintons vicepræsidentkandidat ved valget sidste år.
Det Hvide Hus afviser kritikken, og Sarah Huckabee Sanders, pressesekretær i Det Hvide Hus, kalder brugen af ordet »forræderi« for »latterligt«.
Republikanerne i Kongressen gør dog ikke meget for at forsvare Det Hvide Hus.
Lee Zeldin, republikansk medlem af Repræsentanternes Hus, skriver på Twitter, at han ønsker, Donald Trump skal lykkes som præsident, »men det møde, som emailkorrespondancen har afsløret, er bare et stort nej-nej«.
Den politiske redaktør ved Wall Street Journal, Gerald F. Seib, konkluderer også i sin analyse, at den konkrete sag vil skabe et »langvarigt problem« for Donald Trump & Co.
»Med afsløringen af disse emails er udsigten til, at historien om indblandingen i valget snart vil forsvinde, derimod taget til.«
Michael Bjerre er Berlingskes korrespondent i USA.