Efter 98 år og syv præsidenter...

Syv amerikanske præsidenter har forsøgt at gennemføre en sundhedsreform, og Nixon var i 1974 tæt på. Men først med den ottende lykkedes det.

I Repræsentanternes Hus fortsatte festen, bl.a. med en storgrinende formand for Repræsentanernes Hus, Nancy Pelosi Fold sammen
Læs mere
Foto: LARRY DOWNING

»Historisk« er et ord, der er nogenlunde lige så inflationsramt som valutaen på Island, og når præsident Obama nu taler om »en historisk reform« - hvor historisk er den så?

Helt præcist 98 år historisk.

Da tidligere præsident Theodore Roosevelt i 1912 stillede op som uafhængig præsidentkandidat, gjorde han sygesikring for alle til en del af sit program, men han tabte, og siden har syv præsidenter forsøgt sig, men først med den ottende er det lykkedes.

Det siger noget om knasterne i en sundhedsreform, at præsident Franklin Roosevelt og præsident Johnson ikke kunne komme igennem med ideen. De havde massive kongresflertal i henholdsvis 1930erne og 1960erne og vinden i ryggen, og Roosevelt forsøgte at binde en sygesikring sammen med sit forslag om folkepension, men sygesikringen var ved at vælte hele komplekset, og Johnson gennemførte Medicare - sygesikring for de ældste - men Kongressen ville ikke være med til sygesikring for alle.

Det fremgår af en redegørelse om reformhistorien fra den uafhængige tænketank, Kaiser Foundation.

Republikanske forsøg

En sundhedsreform var ikke kun et initiativ for Demokratiske præsidenter; to republikanere forsøgte sig også, nemlig præsident Eisenhower og præsident Nixon. Eisenhower ville have en lov, som gjorde regeringen til en konkurrent på sygeforsikringsmarkedet, men den republikanske kongres nedstemte ham to gange. Nixon forsøgte sig i 1974. Han foreslog en sygesikring for alle betalt af arbejdsgiverbidrag og offentlige midler, og forslaget kunne være blevet til lov, hvis det ikke havde været for Watergate, skriver Kaiser.

Præsident Clinton led skibbrud i 1994. Republikanerne og sundhedsindustrien torpederede hans forslag.

Sundhedshistorikere vil formentlig studere, hvordan præsident Obama i 2010 kunne komme igennem med den idé, som Roosevelt, Truman, Eisenhower, Kennedy, Johnson, Nixon og Clinton ikke kunne komme igennem med, og en af forklaringerne er, at Obama og hans folk gødede jorden grundigt og sørgede for, at nogle af nøglespillerne var ombord, bl.a. medicinalindustrien, sygehusene, lægeforeningen, ældresagen og fagforeningerne, skriver analytikeren Ezra Klein på sin blog. Forsikringsindustrien var splittet, og reformen blev aldrig udsat for den anti­reklamekampagne, som Clintons reform blev udsat for.

Obamas vedholdenhed

En anden forklaring er, at Obama blev ved. Selv om han led nederlag ved senatsvalget i Massachusetts, og hans reform blev dømt stendød, og selv om Republikanerne og te-aktivisterne forsøgte at obstruere loven ved enhver given lejlighed, så blev Obama ved. Med deres retorik og metoder endte modstanderne formentlig med at stive den Demokratiske lejr af og male sig selv op i en krog. Tidligere har diskussionen været meget mere tværpolitisk; i 1930erne bakkede mange republikanere op om folkepensionen, og det samme gjorde sig gældende i 1960erne med Medicare, men i 2010 tegnede Republikanerne med deres modstand en jernmur ned gennem amerikansk politik, og dermed gav de ikke eventuelle skeptikere en udvej eller et alternativ, og ved at gøre reform til et politisk enten-eller hjalp de i sidste ende reformen igennem.