Opdateret

Ecuador vil benåde 5000 fanger i kamp mod overbelægning

Overbelægning i Ecuadors fængsler fører ofte til optøjer. Alene i 2021 døde 320 indsatte i fængselsoptøjer.

Præsident Guillermo Lasso håber at komme problemet med overbelægning i Ecuadors fængsler til livs inden årets udgang. (Arkivfoto) Santiago Arcos/Reuters

Quito. Ecuador vil benåde omkring 5000 fanger i landet. Det sker i et forsøg på at komme problemet med overfyldte fængsler til livs.

Det oplyser præsident Guillermo Lasso tirsdag lokal tid.

Fængsler i Ecuador rammes jævnligt af optøjer. Alene i 2021 døde 320 indsatte i optøjer i landets fængsler.

- Jeg håber, at mindst 5000 mennesker, som har fået frataget deres frihed, vil blive løsladt, siger præsidenten til journalister.

Lasso siger videre, at han håber at komme problemet med overbelægning til livs inden årets udgang.

Det vil ifølge præsidenten give de indsatte "et mere gunstigt miljø til at føle sig trygge og for social rehabilitering i fængslerne".

Ecuadors 65 fængsler har kapacitet til 30.000 indsatte, men huser i øjeblikket omkring 39.000 fanger. Det svarer til en overbelægning på 30 procent.

Omkring 15.000 af de indsatte i de ecuadorianske fængsler har ikke fået udmålt en straf.

Der bor godt 18 millioner mennesker i Ecuador.

I 2021 blev flere end 320 fanger dræbt i fængselsoptøjer, der var forårsaget af kampe mellem rivaliserende narkobander i det sydamerikanske land.

Ecuador ligger mellem verdens to største kokainproducerende lande, Colombia og Peru.

I november sidste år blev mindst 68 indsatte dræbt og mindst 25 andre såret i voldsomme sammenstød i Guayas 1-fængslet i Guayaquil, der er Ecuadors største by.

Samme fængsel blev ramt af lignende voldelige optøjer i september. Her blev 119 indsatte dræbt i et af de værste fangeoprør, Latinamerika har oplevet.

Efter de drabelige optøjer i september indførte præsident Guillermo Lasso to måneders nødretstilstand i et forsøg på at få kontrol med den vold og uro, som landets narkokriminelle står bag.

Lasso underskrev mandag et dekret, der skal fastlægge betingelserne for de mange benådninger.

Indsatsen vil være rettet mod fanger, som er sigtet for tyveri eller bedrageri, rapporterer lokale medier.

/ritzau/AFP