Et forslag, der vil tillade udenlandske militærbaser i Ecuador, ser ikke ud til at få opbakning ved en folkeafstemning i landet søndag.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters, efter at omkring 80 procent af stemmerne er talt op.
Her afviser næsten to tredjedele af stemmerne forslaget.
Ecuadors præsident, Daniel Noboa, har erklæret sin støtte til forslaget. Han har sagt, at udenlandsk samarbejde - herunder fælles og udenlandske militærbaser i landet - er centralt for at bekæmpe organiseret kriminalitet.
Ved søndagens folkeafstemning blev der også stemt om, hvorvidt Ecuadors forfatning skal omskrives. Også dette har Noboa været fortaler for - men forslaget står ligeledes til en afvisning fra befolkningen.
Med 80 procent af stemmerne optalt, har mere end 61 procent af befolkningen stemt imod.
Noboa mener, at den nuværende forfatning, som er udarbejdet under den tidligere præsident Rafael Correa, bør revideres for at afspejle landets nye virkelighed.
Ecuador blev engang betragtet som et af de sikreste lande i Latinamerika. De seneste år er landet på grund af sin placering ved Stillehavet blevet et vigtigt knudepunkt for ulovlig narkohandel.
Det har udløst en sikkerhedsmæssig krise i landet, ligesom det har ramt den i forvejen skrøbelige økonomi i Ecuador.
Ifølge Reuters har den venstreorienterede ekspræsident Correa fejret afvisningen af forslaget om at omskrive forfatningen.
Han siger, at Ecuadors befolkning nu har godkendt forfatningen to gange - ved den oprindelige vedtagelse for 17 år siden og i søndagens afstemning.
Ifølge nyhedsbureauet AFP har præsident Noboa natten til mandag dansk tid lovet, at han vil respektere vælgernes afvisning af de to forslag.
Ifølge AFP udsprang forslaget om udenlandske militærbaser konkret af et ønske fra Noboa om at genetablere en amerikansk militærbase i Ecuador.
- Vi respekterer det ecuadorianske folks vilje, siger han.
USA har de sidste måneder skruet op for landets militære tilstedeværelse i Latinamerika.
Det har blandt andet udført flere dødelige angreb mod skibe i Caribien og i Stillehavet. Ifølge USA sker det for at stoppe ulovlig narkosmugling.
/ritzau/
