ECB holder fast i bebudet rentestigning

På trods af de seneste ugers uro på aktiemarkederne har Den Europæiske Centralbank ikke tænkt sig at ændre sine planer om at hæve renten i september.

Den Europæiske Centralbank står fast trods de seneste ugers stive kuling på de internationale finansmarkeder.

ECB har nemlig ikke tænkt sig at ændre sine planer om at hæve renten i september. Det er fortsat centralbankchef Jean-Claude Trichets seneste principielle udtalelser, som udstikker kursen for ECB's monetære strategi, meddelte banken onsdag fra hovedsædet i Frankfurt.

Den franske bankboss understregede på en ekstraordinær pressekonference i starten af august, at ECB er særligt årvågen, hvad angår risikoen for inflation.

Det er blevet tolket som et klokkeklart tegn på, at den toneangivende rente i eurolandene bliver hævet med 0,25 procentpoint til 4,25 procent på ECB's næste møde den 6. september.

/ritzau/