Den igangværende ebolaepidemi har kostet over 200 mennesker livet i DR Congo.

Det oplyser Den Afrikanske Unions myndighed for folkesundhed, Africa CDC, ifølge nyhedsbureauet AFP torsdag.

202 mennesker er døde ud af i alt 875 bekræftede tilfælde, melder Africa CDC.

- Det bekymrende for os er statussen på kontaktopsporingen, siger Wessam Mankoula, som er læge ved Africa CDC.

Han forklarer, at flere af de ramte områder er usikre.

Smittens epicenter ligger i den østlige provins Ituri i DR Congo. Også provinserne Nordkivu og Sydkivu er hårdt ramt. Alle tre provinser har i årevis været præget af konflikt, hvilket vanskeliggør arbejdet med at få bugt med sygdommen.

- Vi ser stadig en lav grad af kontaktopsporing på grund af sikkerhedsudfordringer og områdernes tilgængelighed, siger Wessam Mankoula.

Både Læger uden Grænser og Oxfam har i denne uge advaret om, at det fulde omfang af udbruddet fortsat er uklart.

Nødhjælpsorganisationer har råbt op om alvorlig mangel på rent vand i ebolaramte områder og mangel på beskyttelsesudstyr til sundhedspersonale.

Ebola spredes gennem direkte kontakt med kropsvæsker fra smittede personer. Derfor skal sundhedspersonale være godt beskyttet for at undgå selv at blive smittet.

Udbruddet har også spredt sig til nabolandet Uganda. Her har myndighedernes tiltag dog ifølge AFP foreløbig været effektive med 19 bekræftede tilfælde og to døde. De fleste har været congolesiske rejsende.

Det er den sjældne bundibugyovariant af ebola, der spreder sig. Der er ingen godkendt behandling eller vaccine mod sygdommen.

Africa CDC advarede for få dage siden om, at udbruddet kan blive det værste med ebola nogensinde.

/ritzau/