Ebola-udbruddet i DR Congo har spredt sig til en sjette provins.

Det oplyser Den Afrikanske Unions myndighed for folkesundhed, Africa CDC, ifølge nyhedsbureauet AFP torsdag.

Udbruddet blev officielt erklæret den 15. maj, men formodningen er, at det allerede havde stået på i flere uger på daværende tidspunkt.

Verdenssundhedsorganisationen (WHO) oplyser ifølge nyhedsbureauet, at det nuværende udbrud spreder sig hurtigere end nogle tidligere tilfælde.

Tirsdag nåede det officielle dødstal for personer, der er døde efter at være blevet smittet med ebola i udbruddet, over 2000.

Det viste de seneste data fra landets regering ifølge nyhedsbureauet AP.

De første 1000 dødsfald blev registreret på omkring ni uger, mens de næste 1000 blev erklæret døde på yderligere cirka tre uger.

Ebola forårsager typisk alvorlig feber og kan i værste fald føre til blødninger, der ikke kan stoppes, hvilket ofte har dødelig udgang.

Det congolesiske udbrud har især ramt den østlige del af landet, der i årtier har været præget af voldelige konflikter.

Konflikterne gør det svært for sundhedspersonale at komme frem til lokalsamfund, og der er sket angreb på hospitaler under udbruddet.

RITZAU