Det er uvist, hvad der venter nede i parkeringskælderen. 

Et underjordisk parkeringshus ved Bonaire, et af de største shoppingcentre i Valencia, er oversvømmet. 

Redningsarbejdere pumper vand ud af kælderen, og et dykkerhold er blevet indkaldt, men de er endnu ikke kommet i vandet, da det er fyldt med affald, olie og diesel. 

Det skriver Sky News.

Der er en forventning om, at dykkerne vil finde lig i kælderen, men antallet er endnu uvist. 

Mediet La Vanguardia kalder parkeringskælderen for »en mulig dødsfælde«, da der er 5.000 parkeringspladser, og myndighederne ved endnu ikke, hvor mange mennesker, der blev fanget i deres biler, da vandet på få minutter oversvømmede kælderen.

Redningsmedarbejdere forsøger at pumpe vand ud af kælderen.
Redningsmedarbejdere forsøger at pumpe vand ud af kælderen. Guardia Civil

Oversvømmelsen i parkeringskælderen sker midt i en katastrofetid i Spanien, hvor Valencia-området er blevet ramt af massive oversvømmelser forårsaget af kraftige regnskyl. 

Indtil videre er 214 mennesker bekræftet døde efter denne uges oversvømmelser.

Oversvømmelserne er de værste i nyere tid i Spanien. Man skal samtidig flere årtier tilbage for at finde et lignende europæisk tilfælde, hvor så mange er døde i oversvømmelser i et enkelt land.

Det er flere dage siden, at et uvejret med kraftig regn ramte det sydlige og østlige Spanien og førte til oversvømmelser. Siden er dødstallet steget løbende, og redningsfolk forsøger fortsat at nå frem til områder, som vandet har afskåret fra omverdenen.

Flere i Spanien har udtrykt kritik af myndighederne. Særligt er kritikken gået på, at folk i det ramte område ikke blev advaret i tide.
Flere i Spanien har udtrykt kritik af myndighederne. Særligt er kritikken gået på, at folk i det ramte område ikke blev advaret i tide. Nacho Doce/Reuters/Ritzau Scanpix

Pedro Sánchez, Spaniens premierminister, sagde i en tale til nationen, at han vil sende 5.000 soldater, 5.000 politibetjente og civile vagtfolk til Valencia for at hjælpe.

En rasende folkemængde i det hårdt ramte Paiporta kastede mudder og andre genstande mod den spanske dronning, premierminister Sánchez og embedsmænd, da lederne aflagde deres første besøg i epicentret for oversvømmelsens skader søndag.

Søndag aften varslede det spanske meteorologiske institut, AEMET, igen kraftige regnskyl.