Stadig i dag får Judas tæsk for at have forrådt Jesus og dermed været skyld i hans korsfæstelse. Eller det vil sige: I Polen er der i visse områder tradition for at lave en dukke, der skal forestille Judas, som får tæsk og til sidst bliver brændt.
Det har nu vakt forargelse hos den jødiske organisation World Jewish Congress, som har delt billeder og videooptagelser af påsketraditionen, efter den fandt sted Langfredag i påsken i den polske by Pruchnik.
For dukken, som hundredvis af polske kristne børn og voksne samledes for at tæske, halshugge og brænde, ligner ikke bare Judas, lyder det fra den jødiske organisation ifølge The Independent. Dukken er en antisemitisk og stereotyp fremstilling af en ortodoks jøde, har organisationen forklaret. Den har en lang, kroget næse, lange sorte krøller foran ørerne og en stor, sort hat på.
Se video-optagelserne af påskeritualet herunder:
Det gamle påskeritual stammer helt tilbage fra det 18. århundrede, ifølge nyhedsbureaet AFP, og blev afholdt hvert år helt frem til Anden Verdenskrig. Siden da har det dog været mindre udbredt at udføre ritualet.
Selv i Pruchnik, hvor videooptagelserne fra denne påske stammer fra, er ritualet ikke blevet afholdt i de seneste år, skriver AFP.
Robert Singer, der er direktør for World Jewish Congress har i en pressemeddelelse udtrykt sin »væmmelse og forargelse« over ritualet, som han kalder for »åbenlyst antisemitisk«.
»Jøder er dybt foruroligede over denne ubehagelige genoplivelse af middelalderlig antisemitisme, som har ført til utænkelig vold og lidelse,« skriver han ifølge Independent.
»Vi kan kun håbe, at kirken og andre institutioner vil gøre deres bedste for at overvinde disse rædselsvækkende fordomme, som er en plet på Polens gode navn.«




