Duterte forlænger undtagelsestilstand i kamp mod islamister

Filippinernes præsident vil forlænge undtagelsestilstande på øen Mindanao indtil nytår.

Filippinernes Rodrigo Duterte har bedt kongressen i landet om at forlænge undtagelsestilstanden på øen Mindanao indtil nytår. Reuters/Ezra Acayan/arkiv Fold sammen
Læs mere

Filippinernes præsident, Rodrigo Duterte, har bedt kongressen i landet om at forlænge undtagelsestilstanden på øen Mindanao indtil nytår.

Det sker for at slå ned på militante islamister.

»Præsidenten vil slå ned på lokale terrorgrupper, og alt andet der truer den offentlige sikkerhed i Mindanao,« siger talsmand Ernesto Abella på et pressemøde.

Mindanao er den næststørste ø i Filippinerne. Der bor omkring 22 millioner mennesker på øen.

Øen har historisk haft problemer med oprørsgrupper med religiøse eller politiske bevæggrunde.

Der blev indført undtagelsestilstand på Mindanao 23. maj, efter at oprørere, der sværger troskab til Islamisk Stat, overtog en del af hovedbyen Marawi.

Kampene brød for alvor ud i byen, fordi filippinske styrker havde forsøgt at anholde Isnilon Hapilon, der er leder af den islamistiske gruppe Abu Sayyaf.

I mere end syv uger har der været kampe i Marawis kommercielle centrum. Mere end 500 personer er døde som følge af kampene.

Bybilledet i Marawi er derfor i dag langtfra noget, der ville kunne figurere på et postkort fra det ellers naturskønne område.

Huse og forretninger er enten blevet brændt ned af islamister eller smadret af militærets luftangreb.

Islamistiske celler huserer også flere andre steder på øen, og andre lande i det sydøstlige Asien frygter, at de vil sprede sig derfra.

Det frygtes, at Abu Sayyaf og andre islamistiske grupper forsøger at tage kontrollen over det sydlige Filippinerne og danne et kalifat, der også kan strække sig over andre lande i Asien.

/ritzau/Reuters